Henrik Møllgaard og Nikolaj Markussen har grebet chancen og løst Ulrik Wilbeks hovedpine med mandsopdækningen af Mikkel Hansen

Mandsopdækningen af Mikkel Hansen var Danmarks altoverskyggende problem til OL, hvor alt faldt sammen, når superstjernen blev taget ud af spillet. Derfor var netop den problematik også det største spørgsmålstegn inden VM i Spanien.

Men nu ser det ud til, at debutanten Henrik Møllgaard og udskældte Nikolaj Markussen har fundet løsningen på Danmarks kvaler. Begge spillere viste i hvert fald mod Rusland, at kanonen er skarpt indstillet og klar til at tage over, hvis Mikkel Hansens missiler svigter, eller han bliver mandsopdækket.

Sporten.dk har talt med de to spillere, som melder sig klar til at udfylde rollen som Danmarks hardhittere fra distancen.

Henrik Møllgaard: Jeg har et godt våben


Han har hele tiden været udskreget som den nye forsvarsstyrmand, men i kampen mod Rusland viste Henrik Møllgaard, at han er en vigtig offensiv brik for det danske hold, når Mikkel Hansen bliver mandsopdækket. I slutfasen satte Møllgaard nogle helt afgørende søm i den russiske kiste med flotte scoringer fra distancen i både kontrafasen og det etablerede angreb.

Skjern-spilleren har hele tiden været tiltænkt en nøglerolle i kontrafasen, men det var overraskende for de fleste at se Henrik Møllgaard spille venstre fløj i angrebet og fra den position trække ind i banen og banke vigtige mål i kassen.Møllgaard selv er dog ikke overrasket over sin offensive præstation.

- Jeg skal jo ikke kun bidrage med noget forsvarsmæssigt. Jeg skal netop ind og bidrage med noget i den kontrafase, som måske så lidt haltende ud under OL, og at jeg også får lidt tid i angrebet i special-situationer, det synes jeg kun er fedt. Så jeg er måske mere den der tovejs-spiller, som der er blevet talt så meget om de seneste par år. Nu har jeg så nået et niveau, der gør, at Ulrik kan stole på, at jeg holder til sådan en slutrunde her, siger Møllgaard.

Og du fik vist, at du er en vigtig brik, når Mikkel Hansen bliver mandsopdækket?

- Jeg er et godt våben dér. Vi har kigget på, om jeg kan være en mulighed ude på fløjen, hvor jeg kan komme indover midten og være en skudkraft, hvis vi spiller fem mod fem.Men jeg kan også spille alle pladserne i bagkæden, det er jeg vant til fra klubben.

Og med din og Markussens skudkraft, så er der ingen grund til at være bekymret for, at modstanderne mandsopdækker Mikkel?

Lige netop. Og når Kasper Søndergaard også løsner de skud, han gjorde mod Rusland, så har vi meget at skyde med lige pludselig.Vi så i går (i søndags, red.), at når Markussen pludselig kan begynde at smadre den op i hjørnet fra 10 meter, jamen så gør det, at modstandernes forsvar bliver nødt til at gå langt frem, og så har vi nogle fantastisk stærke stregspillere derinde, som så får godt med plads, lyder det fra Møllgaard.

Nikolaj Markussen: Forløsning for mig
Seks kasser bankede Nikolaj Markussen ind mod Rusland, hvor han samtidig fik sit store gennembrud på landsholdet. Stor-skytten på 2,11 meter har tidligere leveret gode præstationer i træningskampe, men under både EM i Serbien og OL i London har venstrebacken virket meget nervøs og usikker i sit spil.

Han lægger da heller ikke skjul på, at det er en personlig tilfredsstillelse endelig at vise sit værd på højeste niveau i landsholdstrøjen.

- Det er helt klart, at det er en forløsning at komme ind og bevise nogle af de ting, som jeg kan og samtidig være en afgørende faktor for, at vi tager to vigtige point mod Rusland, lyder det fra Markussen, der til daglig spiller i spanske Atletico Madrid.

Fik du bevist, at du er løsningen på jeres problem med mandsopdækningen af Mikkel Hansen?

- Det synes jeg bestemt, men vi var flere, der bød ind. Hvis vi kan løse det lige så godt som i søndags, så tror jeg også, der går længere tid, før de andre lande overvejer at tage Mikkel væk, fordi det ikke har den store effekt. Så kan vi måske få Mikkel med i spillet i noget længere tid, så vi også kan få ham ind i turneringen, siger Markussen og fortsætter:

- Det er meget rart at komme væk fra den her med, at de andre bare tænker ' hvis vi tager Mikkel væk, så slår vi Danmark'. Nu skal de tænke sig om, inden de sender en mand frem på Mikkel, for nu kan vi godt løse det, siger Markussen.

Det må være en mærkelig situation for dig; hvis Mikkel bliver mandsopdækket, så får du masser af spilletid, fordi han rykker ind som playmaker, men hvis modstanderne ikke tager ham væk, så er det ham, der spiller venstre back, og du sidder på bænken?

- Det kan man sige, men nu er det heldigvis et hold, og hvis vi vinder, så får jeg også en guldmedalje. Selvfølgelig vil man gerne spille så meget som muligt, man vil også det, der er det bedste for holdet i den pågældende kamp. Nu må vi se, hvordan de andre hold griber det and de næste par dage. Men jeg tror nu nok, jeg skal få noget spilletid. Jeg er i hvert fald klar, siger Nikolaj Markussen.