Når Danmarks VM-modstander i aften, Qatar, går på banen, er det ikke fædrelandskærligheden, der driver værket.

Det er nemlig et fåtal spillerne, der rent faktisk er født i den stinkende rige oliestat. Truppen er derimod sammensat af spillere fra hele verden, der har ladet sig overtale til at blive nationaliseret.

Og det gør Qatar til en ucharmerende størrelse, mener flere af de danske landsholdsprofiler.

»At hente spillere til, der har andre lande tatoveret på deres kroppe, er helt skævt, synes jeg,« siger den danske anfører, Niklas Landin, til TV 2.

»Det kan godt være, de har lært nationalmelodien, men jeg synes jo ikke, at det er deres land. Jeg sidder altid – også da de mødte Sverige –  og håber inderligt, at de taber.«

Qatar og nationaliseringstaktikken var tæt på den helt store triumf, da det ved VM på hjemmebane i 2015 blev til sølvmedaljer. I den forbindelse udløste ’købeholdet’ også dybe panderynker over alt i håndboldverdenen. Og den danske forsvarsekspert Henrik Møllgaard mener, at der bør skrides ind.

»Jeg kan ikke forstå, at der ikke er blevet gjort noget ved reglerne allerede. Men det kan man jo håbe fremadrettet, at der bliver kigget på,« siger Møllgaard til TV 2.

Danmark møder Qatar i aften klokken 20.45.