Bjerringbro-Silkeborg hentede endnu en sejr og er fortsat uden pointtab i denne sæson.

Silkeborg. Sidste sæson endte med en mesterskabspokal, og succesen er fortsat for håndboldspillerne i Bjerringbro-Silkeborg efter sommerferien.

Onsdag aften vandt holdet for fjerde gang ud af fire mulige i den hjemlige liga, da Skanderborg blev slået med 34-27 i Jysk Arena i Silkeborg.

Ud over fuldt hus i 888 Ligaen har BSV også hentet en sejr i Champions League, hvor Kadetten Schaffhausen blev slået i Schweiz i sidste uge.

Mod Skanderborg var mestrene kun i problemer i kampens første fjerdedel, men 9-8-føringen efter et kvarter blev gæsternes sidste i kampen.

Ved pausen var BSV foran med fem mål, 16-11, og selv om anden halvleg scoringsmæssigt blev mere jævnbyrdig, var spændingen stort set forduftet.

Kasper Olsen og Allan Damgaard havde begge en stor kamp i Bjerringbros bagkæde og lavede henholdsvis otte og ni mål. Martin Larsen blev topscorer for gæsterne med sine seks scoringer.

Med sejren fik Bjerringbro-Silkeborg en fornuftig optakt til søndagens Champions League-brag, hvor holdet på hjemmebane tager imod den danskerglade tyske klub Flensburg-Handewitt.

Mens BSV altså levede op til forventningerne, skuffede Danmarks anden Champions League-deltager, TTH Holstebro, i onsdagens anden kamp.

Trods hjemmebane måtte TTH se sig slået 26-24 af Ribe-Esbjerg, der førte 12-11 ved pausen. Begge hold har nu fire point for fire kampe.

/ritzau/