Danmarks forsvar stod godt i åbningssejren mod Montenegro, men begik lige lovligt mange straffekast.

Danmark kunne overordnet set være tilfreds med forsvarsindsatsen, da det ved EM i håndbold blev til åbningssejr på 22-21 over Montenegro.

Måske lige bortset fra det faktum, at Montenegro tilspillede sig hele ni straffekast, hvoraf holdet dog kun vekslede seks til scoring.

Venstrebacken Anne Mette Hansen ser gerne, at forsvaret giver dommerne færre muligheder for at pege på syvmeterstregen.

»Vi skal lade være med at lave de dumme straffekast, og det må vi tage med og have fokus på.«

»Vores forsvarsspil bliver meget mand-mand, når vi står så langt fremme, så vi skal måske arbejde med bare at lade dem skyde, når de er inde over stregen i stedet for at lave straffekast,« siger Anne Mette Hansen.

Anfører Stine Jørgensen påpeger, at holdet særligt i første halvleg gav dommerne mulighed for at dømme straffekast.

»Modstanderne kom meget på kant af os, så vi kom til at skubbe meget på hofterne, hvilket dommerne er meget opmærksomme på. Det skal vi prøve at undgå,« lyder det fra Jørgensen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen mener, at holdets offensive forsvar er en del af forklaringen på de mange straffekast.

»Der var mange situationer, hvor der var straffe, men også nogle hvor modstanderen fik lov til at tage et skridt for meget, og så er det svært at undgå at lave straffe.«

»Det er en af konsekvenserne ved at dække så aggressivt op, som vi gør. Så længe vi samlet kun lukker 21 mål ind, kan jeg sagtens leve med det,« siger landstræneren.

Når det er sagt, mener han ikke, at dommerne i turneringen tilhører de ypperste.

»Jeg vil ikke skyde helt vildt efter dommerne og bruger ikke meget tid på dem, men vi har ikke topdommere til dette EM. Men det er ikke noget nyt.«

»Jeg synes ikke, de var dårlige i går. Det går begge veje, og så længe nogen ikke bliver forfordelt, fordi man dækker op på en bestemt måde, så betyder det ikke noget,« siger Klavs Bruun.

Onsdag klokken 20.45 spiller Danmark sin anden kamp i turneringen. Her er Ungarn modstanderen.

/ritzau/