- Til lykke. Den bedste dommerpræstation, jeg har set i mange år.


En fransk kollega var begejstret for VM-finalens to danske dommere Per Olesen og Lars Ejby Pedersens præstation.

Hans land havde naturligvis også lige vundet verdensmesterskabet, men de danske dommeres præstation var præget af neutralitet og mod. Ikke noget med at lade sig påvirke af de 15.000 skrigende kroatere, som forvandlede den fornemme Arena i Zagreb til et støjhelvede, hvor man er sikret øreskader efter at have glemt ørepropperne.

Da Lars Ejby Pedersen et par minutter før tid viste den kroatiske folkehelt Igor Vori det røde kort, gik tilskuerne helt amok, og som i de gode gamle dage i Dom Sportova væltede det ind med kasteskyts fra tilskuerpladserne.

Det røde kort var naturligvis helt ok, da Igor Vori efter en fransk scoring truede med at kaste bolden i hovedet på Lars Ejby Pedersen.

Pinligt var det også at høre, hvordan de enøjede kroatere peb af de franske verdensmestre, som på fremragende vis satte værtsnationens spillere på plads med en suveræn optræden uden hensyn til, at de 15.000 på lægterne gjorde alt for at pifte de franske spillere fra koncepterne.

Men som ved OL var der i anden halvleg ingen tvivl om, hvem der var det bedste hold, og Frankrig kunne gentage sejren fra OL for fem måneder siden.