Dansk VM-triumfator hyldet af brasiliansk præsident

Det brasilianske håndboldguld er ikke gået ubemærket hen i landet, hvor fodbold er den altopslugende religion, men hvor landstræner Morten Soubak nu er håndboldens ypperstepræst.

Det brasilianske damelandshold har i mange år ført en skyggetilværelse under ret beset kummerlige vilkår. I hvert fald hvis man sammenligner med de europæiske medsøstre.

Selv om Brasilien har masser af store sportsstjerner og interessen for håndbold derfir må sige at være perifer i et land, hvor fodbold er gud, har den danske landstræner Morten Soubak og håndboldkvindernes VM-guld alligevel sendt jubelbølger helt op i præsidentpaladset.

- Det er så flot, hvad pigerne har lavet. Det er kun anden gang, et land udenfor Europa vinder VM og så Brasilien, lyder det  fra Dilma Roussef i en rap kommentar på twitter.

Dilma Roussef er landets første kvindelige præsident, så set med kønspolitiske briller, kunne Morten Soubak næppe have slået til på et bedre tidspunkt.

Den 66-årige præsident er ganske vist ikke nogen klapsædeklæber, når det handler om at dukke op til sportsbegivenheder som politiske dyr har for vane i profileringens navn.

Roussef, der er valgt for Arbejderpartiet, er efter eget udsagn mest interesseret i litteratur og opera, men som gammel borgerrettighedsforkæmper, ligger ligestilling og kvindekamp hende stærkt på sinde.

Derfor har de brasilianske håndboldpiger med deres VM-succes også et her-kommer-vi budskab ud i den brasilianske offentlighed og landets medier har behørigt omtalt triumftoget ved slutrunden i Serbien uden at gå i norsk selvsving.

- Vi tog et meget stort skridt alene ved at være i semifinalen, og nu er vi mester som et sydamerikansk land. Hvis man ser historisk på det, er der altså kun meget få ikke-europæiske VM-medaljer i denne sport, understreger Brasiliens danske landstræner.

Brasilien har i det hele taget ikke været forvænt med at se deres kvinder stige til tops i holdidræt. Sidste gang et brasiliansk damehold vandt guld ved et VM var i basketball i 1994.

Læs også: