Nikolaj Jacobsen tog for snart to år siden til Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga for at bevise sit værd som træner. For at bevise, at han er en af de allerbedste i verden inden for sit fag. I søndags fik han så et håndgribeligt bevis for sine evner, da han fik overrakt en guldmedalje, efter at han havde sikret ’Løverne’ det første tyske mesterskab i klubbens historie.
Vejen til guldet har dog ikke været snorlige for Nikolaj Jacobsen, som har måttet slås med budgetnedskæringer, siden han kom til klubben - og også udenfor banen har måttet sande, at vejen til toppen kan koste på familiefronten.
Her fortæller Mester Jacob(sen) om sin succes i Tyskland. Og hvordan han kom dertil.
Hvilke reaktioner har du fået, efter I vandt mesterskabet?
»Det ord, jeg har hørt mest, er ’TAK’. Et stort tak. Stort set alle er kommet og har sagt tak for, at det endelig lykkedes. Der er mange, som har oplevet det her for to år siden, hvor de tabte mesterskabet med på en målscore, der var to mål dårligere end Kiels. Jeg har sjældent set så mange tårer som i søndags. Men det var glædestårer.«
Hvordan er guldet blevet fejret?
»Vi havde stor fest i Mannheim om søndagen, først i lufthavnen da vi kom tilbage fra kampen og så på en privat natklub, hvor der var fest for sponsorer, folk fra administrationen i klubben, familie, koner, kærester og venner. Så det blev en god og lang nat…«
Går sådan noget vildt for sig?
»Ja, det gjorde det, for den her titel betyder sindssygt meget for folk. Der var en masse følelser, der kom ud. Jeg har kun været her i to år, og jeg har været rigtig fint tilfreds med begge sæsoner, men der er jo nogen, der har knoklet her i mange år uden at vinde en stor titel. Ja, de vandt EHF Cuppen i 2013, men uden at forklejne den, så er det jo ikke en stor titel. Det er mesterskabet, de allerhelst vil vinde. Derfor var det en kæmpe forløsning for en masse hårdt arbejde af mange mennesker.«
Som spiller har du blandt andet vundet flere tyske mesterskaber, og du har også vundet DM-guld som træner for Aalborg. Hvor rangerer den her Bundesliga-titel for dig?
»Rigtigt højt. Det er altid svært at sammenligne spillertriumfer og trænertitler. Som træner står du med det store ansvar, og som spiller bidrager du med det, du kan sportsligt. Men det her er kæmpe stort, det siger sig selv. Jeg kan forstå på jer (danske journalister, red.), at jeg er den første dansker, der vinder det, og hvis du kigger tilbage over de seneste 20 år, er der kun fem trænere, der har vundet mesterskabet i Tyskland. Jeg synes stadig, at Champions League er lidt større at vinde, men Bundesligaen er nok den sværeste titel at vinde, fordi alle hold bare er så dygtige. Der er ikke råd til at lave fejl, og det er med afstand den bedste liga i verden. Det her er ikke for at nedgøre den danske liga, men hvis man tog de otte bedste hold i Bundesligaen og lod dem stille op i Danmark, så ville de højst sandsynligt alle være favoritter til at vinde DM. Altså… Det har da heller ikke ligefrem været nemt at vinde, haha.«
Der har i håndboldkredse været en del snak om, at det her er det største, en dansk træner nogensinde har opnået på klubniveau. Synes du, at det er det?
»Det skal jeg ikke vurdere.«
Men jeg tager vel ikke fejl, hvis jeg gætter på, at du står og er ret godt tilfreds, når du ser dig selv i spejlet i de her dage?
»Selvfølgelig giver det en stor tilfredsstillelse, at jeg nu kan se, at jeg over en så lang sæson har truffet de rigtige valg og disponeret rigtigt. Jeg gjorde jo også – meget atypisk tysk – det, at jeg op til den sidste og afgørende kamp i ligaen gav spillerne helt fri om mandagen, fordi de var mærket efter tre uger med et hårdt program. Tirsdag droppede vi træning, og så tog jeg dem med ud at køre gokart, og så spiste vi grillpølser bagefter. Onsdag styrketrænede vi. Og først torsdag begyndte vi så at træne frem mod den der meget vigtige kamp om søndagen. Jeg gjorde det simpelthen for at tage presset lidt af spillerne og få ladet batterierne op. På det tidspunkt behøvede vi ikke stå og træne et centerkryds igen og igen. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, for hvis det gik galt, var jeg blevet halshugget, men det var sgu meget rart, at det holdt stik, at jeg stolede på min intuition.«
Dit navn bliver igen og igen nævnt i forbindelse med jobbet som dansk landstræner. Virkeligheden lige nu er, at Gudmundur Gudmundsson har udløb med DHF om et år, og du har forlænget til 2020 med Rhein-Neckar Löwen. Betyder det, at du ikke er i spil, når DHF skal kigge på, hvem der skal være landstræner fra sommeren 2017?
»Det ved jeg jo ikke. Det er kun DHF, der ved det.«
Men ville du være interesseret, hvis de henvender sig?
»Ja. Det har jeg sagt hele tiden. Et landstrænerjob er interessant, fordi det kunne jeg godt tænke mig at prøve kræfter med. Og man ser flere og flere tilfælde, hvor klubtrænere også træner landsholdshold. Men jeg krydser først og fremmest fingre for, at Danmark klarer det godt til VM-kval’en nu her og så senere til OL, hvor jeg tror, der er rigtig gode chancer for at hente den første olympiske medalje nogensinde.«
Lige nu vil DHF ikke have en landstræner, som også er klubtræner - så det skal de i så fald have ændret på, hvis det skal blive dig?
»Ja ja... Men det kan jeg jo ikke gøre noget ved. Det må jo være DHF, der må se, hvad de vil. Jeg er jo først og fremmest her i Rhein-Neckar. Og det kommer ikke til at ændre sig.«
Men rent hypotetisk ville du gerne træne både landsholdet og Rhein-Neckar Löwen, hvis DHF er interesseret i sådan en løsning?
»Igen… Jeg har ikke udvekslet et ord med DHF men har egentlig bare taget mine valg hernede, så derfor er det meget hypotetisk. Hvis Gudmundur vinder OL-guld og VM-guld i Frankrig, betyder det nok også en hel del. Derfor har jeg også taget beslutningen om at blive i Rhein-Neckar og ikke skæve så meget til landstrænerjobbet. Det er noget, der kommer, hvis det kommer, og ellers har jeg et godt job her. Det er ikke noget, der fylder noget for mig. Og så ved jeg jo i øvrigt ikke, hvad DHF går og pønser på. Meget afhænger nok af, hvad der kommer til at ske til OL.«
Ok. Tilbage jeres mesterskab. Før sæsonen var Kiel storfavoritter til at vinde titlen, og I havde for anden sæson i træk skruet ned for budgettet og blandt andet mistet Niklas Landin. Hvor overrasket er du - set i det lys - selv over, at I er blevet mestre?
»Jeg er ikke overrasket. Vi havde ét eneste mål med sæsonen: At blive mestre. Det har spillerne arbejdet indædt og hårdt for gennem hele sæsonen. Og så har vi lært af vores fejl. Ligesom man helst skal. Vi har ikke sat dumme point til, og vi har hele tiden haft fokus på vores målscore. Vi har tabt til nummer tre, fire og fem på udebane og nummer to på hjemmebane. Resten er vundet. Vores forsvar har en stor del af æren, fordi vi kun har lukket 22 mål ind i snit. Det har betydet, at vi ikke har behøvet at spille fremragende hver kamp.«
Kritikere siger, at I kun er blevet mestre, fordi Kiel har haft mange skader. Hvad siger du til det?
»Det er noget pjat. Jeg havde ikke Kiel som favoritter til mesterskabet i den her sæson. Jeg synes, at både vi og Flensburg var foran dem. Og Kiel var altså allerede seks point efter os, da de blev ramt af alle de skader.«
Facit er en sølvmedalje i første sæson og nu en guldmedalje i sæson nummer to. - hvordan vil du selv betegne din tid i klubben indtil videre?
»Jeg kom ned og skulle overtage et hold, som var næsten helt knækket mentalt efter at have tabt mesterskabet med to mål sæsonen inden. Så der har været spillere, jeg har skullet rejse og få humøret ind i igen - og helt generelt skulle jeg løfte et hold og give noget tro på tingene. Vi har skullet spare på budgettet op til min første sæson, op til min anden sæson, og vi skal det igen nu op til min tredje sæson. Men vi er også der nu, hvor at vi ikke kan spare mere, hvis vi stadig skal kunne gøre os gældende som en topklub.«
Men du har forlænget din kontrakt med Rhein-Neckar til 2020, så du må kunne se nogle perspektiver for den periode?
»Ja, selvfølgelig. Jeg synes, vi har et ungt og godt hold, som har muligheden for i hvert fald på sigt at vinde. Vi kommer nok ikke til at vinde i den nærmeste fremtid og går ikke ind til næste sæson som favoritter. Vi har prioriteret at have et smalt hold, som kan begå sig i toppen, selvom vi selvfølgelig gerne ville have større bredde. Men jeg vil hellere have et hold, som kan vinde mesterskabet en enkelt gang og så for eksempel blive nummer fem året efter i stedet for at få en række andenpladser nogle år i træk.«
Men du tror, I kan vinde Bundesligaen igen. Kan I også vinde Champions League?
»Ja, det kan vi godt. Men der går nok lige en sæson eller to. Vi skal have lidt mere bredde.«
Du tog alene af sted til Tyskland det første år uden din familie, som blev i Danmark. De kom derned forud for denne sæson, hvor det nu er endt med, at du står med guldet om halsen. Hvordan har oplevelsen indtil videre været for privatmennesket Nikolaj Jacobsen?
»Den har sådan set været god. Der har været nogle omkostninger. Jeg savnede da mine børn helt frygteligt meget i det første år, men jeg havde indstillet mig på det. Det var det valg, vi som familie havde truffet. I den verden, jeg er i, er der ikke så mange jobs, som jeg gerne vil have. Der er måske en fem-ti jobs i alt, der er interessante for mig. Det kræver bare nogle ofre, hvis du gerne vil have fingrene i et af dem. Du får ikke sådan et job, hvis du ikke er villig til at tage af sted uden familien. Man skal jo gøre op med sig selv, hvor meget man vil det. Og jeg ville give det her et skud - og det koster så lidt på familiefronten.«
»Men det gør jo så også, at efter de kom herned til sæson to, så har der været jubel i hele familien Jacobsen, når der blev vundet kampe - og derfor har jublen i hjemmet også været stor over mesterskabet. Vi synes, at vi som familie har vundet. Jeg har nogle børn, der lever sig vildt meget ind i det, og de har grædt efter nederlag i den her sæson. Det her er et fælles projekt for os alle sammen. Men det har da ikke været let hele vejen. De første tre måneder, efter at familien var kommet herned, handlede det meget om at ae og støtte og bakke op om nogle børn (Nikolaj Jacobsen har tre børn i alderen 8-17 år, red.), som ikke kom hjem og græd over nederlag, men som kom hjem og græd over en tysk skole, som var ubarmhjertig hård og foregik på et sprog, som kun den ældste kunne tale sådan rigtig. Og hvor de fandt ud af, at de var to-tre år bagud rent fagligt med det, de havde lært i den danske folkeskole. Det var ikke lige der, jeg fik rundt og tænkte, at nu får jeg sgu prisen som verdens bedste far. De er heldigvis alle sammen kommet godt efter det og trives fint nu, og jeg er stolt af, hvordan de har taget det hele med oprejst pande,« siger Nikolaj Jacobsen.
