Kim Rasmussen skal frem til 2020 være landstræner for de bedste ungarske håndboldkvinder.

Budapest: Den danske succestræner Kim Rasmussen skal de næste fire år være landstræner for Ungarns bedste håndboldkvinder.

Det bekræfter Det Ungarske Håndboldforbund onsdag på sin hjemmeside.

Den 43-årige dansker har igennem flere år stået i spidsen for Polen, som han for et halvt år siden førte frem til semifinalerne ved VM i Danmark.

Sideløbende med jobbet i Polen har Rasmussen været træner i den storsatsende rumænske klub CSM Bukarest, som han tidligere på måneden førte frem til den samlede sejr i Champions League.

I finalen i Budapest slog CSM Bukarest ungarske Györi med 29-26.

/ritzau/