Kontrakten er langt fra fuldført, men nu skulle det være slut.

Træner Carlos Ortega forlader KIF Kolding København – to år før spanierens kontrakt med den danske håndboldklub udløber.

TV 2 Sport har ’flere centrale kilder’ i klubben, der bekræfter, at Carlos Ortega har skrevet under på sin opsigelse.

Han kom til klubben i begyndelsen af 2016, hvor han afløste den fyrede Henrik Kronborg.

Klubbens direktør, Jens Boesen, har følgende kommentar til historien:

»Det har jeg ingen kommentar til lige nu. Jeg sidder lige i et møde,« lød det fra Jens Boesen til TV 2 Sport.

Tv-stationen har ikke fået en kommentar fra Carlos Ortega selv.

KIF Kolding København er den mest vindende klub i dansk herrehåndbold, men 2016-17-sæsonen har ikke været god. Her blev klubben nummer otte, hvilket er den dårligste placering nogensinde.

Oven i købet kan flere spillere være på vej ud.

Eksempelvis er Bo Spellerbergs fremtid uvis på grund af kontraktudløb til sommer. I øjeblikket må KIF ikke skrive kontrakter med spillere på grund af dårlig økonomi.

Også landsholdsspilleren Magnus Landin rygtes væk.

Det ligger allerede helt fast, at spanske Niko Mindegia, russiske Konstantin Igropolu og brasilianske Fabio Chiuffa stopper i klubben.

Imens har de tidligere danske landsholdsspillere Kasper Hvidt og Lars Jørgensen valgt at stoppe karriererne.