Sangerinden Julie Berthelsen skal giftes med sin kæreste, håndboldspilleren Minik Dahl Høegh.

Det afslører hun i en mildest talt glad Facebook-opdatering, hvor man kan se, at han har friet til hende i meget smukke og romantiske omgivelser.

'På det smukkeste sted her i Sardinien, i den smukkeste bugt', skriver sangerinden.

38-årige Julie Berthelsen har dannet par med håndboldspilleren siden 2008, og de har to børn sammen.

Allerede i efteråret afslørede Minik Dahl Høegh over for pressen, at han havde planer om at fri til 'Popstars'-stjernen, og nu er det tydeligt for enhver, at han bare har gået og ventet på det helt perfekte tidspunkt.

Julie Berthelsen er kendt for sin fine karriere som soloartist, og deltog i 2016 i succes-programmet 'Vild med dans', hvor det blev til en 7.-plads.

Hun er desuden vært for radioprogrammet 'Formiddag på 4'eren' på DR P4.

32-årige Minik Dahl Høegh, der ligesom sin forlovede har grønlandske rødder, spiller håndbold for Aarhus H.