Daniel Svensson har kæmpet mod døden. Og vundet. Igen.
For anden gang i en alder af blot 34 år har håndboldspilleren besejret en kræftsygdom, og han kæmper nu for at komme tilbage til den sport, han elsker så højt. Svensson har i denne uge taget hul på en benhård opstartsfase sammen med sine holdkammerater i Skjern - men faktisk er han ikke erklæret 100 procent rask endnu.
Det er endnu for tidligt at lave den konklusion, da det blot er 12 dage siden, han afsluttede strålebehandlingen, der var sidste del af et forløb på fem måneder, som han har været igennem for at komme lymfekræften til livs.
»Når det er anden omgang kræft, er det svært at sætte en raskmelding på. Lige nu kan man ikke spore flere kræftceller i min krop ud fra de metoder, man har, men om to måneder har jeg en scanning, som skal vise, at det forhåbentlig stadig går, som det skal,« siger Daniel Svensson, som herefter indgår i et obligatorisk femårigt kontrolforløb.
Alt det, der ligger forude, fokuserer Daniel Svensson dog ikke på lige nu. Han glæder sig i stedet over, at han ikke skal ligge i en sygeseng mere. At hans kæreste Julie og familien ikke skal se ham lide og være usikre på, om han overlever. At han igen kan hænge ud med sine venner fra Skjern-holdet og smage på den rå stemning i omklædningsrummet, som de fleste mænd holder så meget af. At han ikke skal forholde sig til en krop, der er angrebet af kræft. Hverken af Hodgkins Lymfom, som den blev det i 2013, eller den mere aggressive Non-Hodgkin Lymfom, som lægen i marts ringede og fortalte ham, at han var ramt af.
Lortesygdommen
Men den tidligere landsholdsspiller indrømmer gerne, at den anden omgang kræft - eller ’lortesygdommen’, som han kalder den - har fået ham til at tænke endnu mere over livets skrøbelighed. Selvom den ubekymrede facon, ligefremheden og den kontante stil, der er hans varemærke, ikke er helt væk.
»Det betyder jo, at jeg tænker, at hvis jeg har ti år mere at leve i, så skal det være de fedeste ti år overhovedet. Og hvis jeg har 20 år, så gælder det samme for dem. Jeg har egentlig været super godt tilfreds med de 34 år, jeg har levet indtil nu. Selvom der er ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, har jeg haft det ganske fornøjeligt. For mig handler det om at have det så godt som muligt. Men der vil altid ligge en usikkerhed i baghovedet, og jeg ved jo godt, at der er en risiko for, at jeg ikke har lige så mange år tilbage som andre på min alder. Jeg har spurgt, hvad chancerne er for overlevelse efter fem år, som jo er det, man normalt kigger på, men der findes ikke procenter på det, når det er tilbagefald, så jeg ved det ikke« siger han.
Den slags spekulationer om fremtiden sætter sig som et naturligt resultat af, at Daniel Svensson igen har været igennem en udmarvende kamp, der har tæret hårdt på ham både fysisk og psykisk. Lægens opkald og besked om, at kræften var tilbage, flåede tæppet væk under Svensson og hans nærmeste. Men paradoksalt nok var det gode nyheder, at det var den mere aggressive form for lymfekræft, han var ramt af, da det gav større chancer for at overleve, end hvis det var samme type, som han én gang var blevet helbredt for. Derfor var der også kun overlevelse i hovedet, da han gik i gang med kræftbehandlingen.
»Jeg begyndte med at få fire omgange ’normal’ kemo. Derefter fik jeg så et højdosis-forløb, som er en uge i træk, hvor jeg fik kemo to-tre gange om dagen. Imellem de to forløb fik jeg taget raske stamceller ud af min blodbane, som skulle indsættes efter højdosis-behandlingerne, fordi det forløb smadrer hele immunforsvaret fuldstændigt.«
Indlagt 21 dage
»Jeg var indlagt 21 dage på hospitalet i forbindelse med højdosisbehandlingerne, hvor jeg var helt nede og intet orkede; øjnene sved, og jeg havde svært ved at se, når det var lyst, plus jeg havde svær diarré. Det var virkelig en hård omgang. Og jeg fik endda at vide, at på grund af min unge alder og gode kondition kom jeg bedre igennem det end mange andre. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan andre patienter har haft det. Rent mentalt var det også en stor hjælp for mig, at jeg havde prøvet tingene før. Den her gang vidste jeg, at jeg ville blive syg, træt og udbrændt, når jeg fik kemo. Jeg vidste, hvordan jeg skulle forberede mig på det. Men det er da en frustrerende ting at være rutineret i…«.
Lige her og nu har Daniel Svensson det dog fint. Eller det siger han i hvert fald flere gange. ’Det går super fint, det er så fedt at være tilbage på træningsbanen og bruge min krop og bare give den gas, selvom jeg jo slet ikke kan lave lige så meget som de andre endnu’.
Indtil han reflekterer over sine valg af ord og så konstaterer:
»Jeg kan godt høre, at det bliver lidt rosenrødt det hele, når jeg fortæller om, hvordan jeg har det. Men det bliver jo sindssygt hårdt at skulle kæmpe sig tilbage. Der er så enormt lang vej, men helt ærligt formår jeg ikke at tænke på det lige nu, fordi jeg ikke orker andet end at træne, drikke, spise og sove. Det er udelukkende det, mit fokus er på. Så må jeg tænke på det andet igen i næste uge, når jeg skal ind og have svar på en blodprøve, jeg har fået taget i denne uge, og så runde forløbet af,« siger bagspilleren, før han åbner for, hvordan lymfekræften har sat sine fysiske spor.
Artiklen fortsætter efter billedet
»Jeg måtte igennem fem biopsier, før de havde noget brugbart at undersøge og fastslå en diagnose ud fra. Så de gik to gange ind ved brystbenet og tre gange ind i siden, og der er blevet skubbet lidt til nogle ribben, og det kan jeg godt mærke, for det er sgu ret ømt. Mine muskelfibre er smadrede, og mit immunforsvar er i bund. Min hud er smadret, fordi alle hudceller er skiftet ud. Jeg har nerve- og føleforstyrrelser rundt om i kroppen, og nogle gange, når jeg bukker mig ned, bliver jeg meget svimmel, fordi jeg fik tre blodpropper undervejs i forløbet, og derfor tager jeg også en blodfortyndende medicin. Så der er en hel del at slås med, men jeg gider ikke pibe over det,« siger Svensson, som ikke mener, at hans skavanker er meget værre end det, andre håndboldspillere slås med.
Ingen medlidenhed
»Hvis du ser på nogle af de andre drenge, så har de haft diskusprolapser, smadrede knæ, brækkede næser, målmænd har haft hjernerystelser, nogle har ribben, som trykker mod deres lunger, fordi de har fået så mange slag… I det store hele er det stadig småting, jeg slås med, og det vil jeg ikke pibe over nu. Men hvis det viser sig, at min krop ikke er i stand til at komme tilbage på et højt niveau, hvor jeg kan spille håndbold og gøre en forskel for mit hold, så vil jeg tillade mig at pibe,« siger Svensson.
Men medlidenhed vil han under ingen omstændigheder have nu. Tingene skal være, som de plejer, for det er det udgangspunkt, han selv har for at vende tilbage til håndboldbanen.
»Der er ikke nogen, der skal have ondt af mig, tage hensyn til mig eller synes, det er synd for mig. For jeg kommer til at gå lige så hårdt efter at ramme dem hårdt fysisk inde på banen, som jeg altid har gjort, og jeg kommer til at gå lige så hårdt efter at vinde, som jeg altid har gjort. Sådan skal det være.«
Og Daniel Svensson har allerede sat sig et klart mål for, hvornår han igen skal i kamp i den grønne trøje og være på et højt niveau. Det kan umiddelbart lyder optimistisk, men Svensson tror fuldt og fast på, at han er klar til at tage den grønne Skjern-trøje over hovedet, når vestjyderne åbner herreligaen 14. september.
»Forrige mandag sluttede strålingen, så havde jeg en uge i sommerhus med min kæreste og min familie til lige at slappe af og komme ned på jorden. Og så begyndte jeg så i mandags. Det kan godt være, nogen synes, det er hurtigt at begynde træningen igen, men jeg tænkte bare ’jo hurtigere, jo bedre’. Jeg føler jo, at jeg har haft et halvt år fri fra håndbolden. Ikke at det har været en ferie… men indtil andet er modbevist, går jeg stadig efter at være med i nogle af træningskampene, og jeg regner med at være klar til første turneringskamp og kunne gøre en forskel for mit hold der,« siger Daniel Svensson.
