Efter mere end 18 år som professionel håndboldspiller takker 36-årige Rikke Skov af.

Efter ti danske mesterskaber, syv pokaltitler og tre Champions League-triumfer og tilmed en OL-guldmedalje med det danske kvindelandshold stopper Viborg HK's Rikke Skov karrieren.

Det skriver TV 2.

»Jeg orker ikke mere,« siger hun med et grin til tv-stationen, inden hun uddyber:

»Nej, der er mange årsager. Min alder. Mit liv lige nu og her med to småstore børn og en ny på vej. Jeg ser slet ikke mig selv træde i håndboldskoene igen efter sommerferien, så der er mange ting, der spiller ind,« siger Rikke Skov.

Rikke Skov har spillet hele sin karriere i Viborg HK, hvor hun fik debut som 18-årig. Siden er det blevet til 648 kampe fordelt på 18 sæsoner i den grønne trøje. I sommerferien fandt hun ud af, at hun var gravid, og derfor har hun ikke spillet en eneste kamp i denne sæson.

Og med beslutningen om et karrierestop står det altså fast, at Rikke Skov ikke vender tilbage til håndboldbanen, når hun har født det barn, hun bærer rundt på.

»Den kan godt lige poppe op, om jeg nu også har spillet min sidste kamp. Men når jeg tænker det godt igennem, så er jeg ikke i tvivl. Så har jeg det fint med det, og jeg har ro i maven. Men derfor tror jeg da stadig, jeg kommer til at savne at trække i den grønne nummer 2,« siger hun til TV 2.

Udover den flotte klubkarriere nåede Rikke Skov også at spille 152 kampe og score 384 mål for landsholdet. I midten af 00'erne var hun anfører for landsholdet, og hun er to gange blevet kåret som Årets Landsholdsspiller. I 2004 var hun med til at vinde OL-guld i Athen.