Ganske vist måtte de danske håndboldkvinder nøjes med VMs tredjeplads. Alligevel endte VM i dansk triumf.

Med den tidligere GOG- og FCK-træner, Morten Soubak, som indpisker på sidelinien, vandt Brasilien en hæsblæsende og dramatisk VM-finale 22-20 over Serbien, der ellers blev bakket massivt op i Beograds enorme Kombank Arena af 19.400 fanastiske tilskuere.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for os, sagde Morten Soubak efter kampen og tilføjede:

- Vi kom til VM i stumper. Flere af vores bedste havde i perioden op til turneringen været skadet. Men undervejs har vi spillet os i form. Selvfølgelig er jeg stolt over præstationen. Vi er gået ubesejret gennem VM. Det havde ingen forventet.

Morten Soubak ved imidlertid ikke, hvor lang tid han fortsætter som landstræner i Brasilien.

- Måske slutter det næste år. Men det kunne da være sjovt også at være landstræner, når der er OL i Rio (i 2016, red.), sagde han.

Får Morten Soubak ikke sin kontrakt med brasilianerne forlænget, er han åben over for alt.

- Jeg er sikker på, at VM-guldet vil åbne døre for mig i det store klubber rundt om i verden. Nu får vi se, sagde Morten Soubak, der heller ikke er uinteresseret i at overtage Jan Pytlicks job som træner for det danske landshold, når hans kontrakt udløber i 2016.

- Får jeg tilbuddet, vil det være svært at sige nej til, sagde Morten Soubak.

Det internationale håndboldforbunds egyptiske formand, Hassan Moustafa, roste brasilianerne.

- For håndboldsporten er det en milepæl, at Brasilien som det første ikke-europæiske hold kvalificerede sig til en VM-finale. Jeg er sikker på, at PR-effekten er stor i hele Sydamerika. Interessen for håndbold i Brasilien bliver større og større. Det er fantastisk, at 10 millioner brasilianere i snit har fulgt kvindelandsholdets kampe i tv, sagde han.