En chokeret Hans Lindberg har på Facebook skrevet en følelsesladet besked til alle de mennesker, han nu skal sige farvel til, efter hans klub, HSV, fredag gik konkurs.

På sin private Facebook-profil skriver den danske landsholdsstjerne:

»Jeg vil gerne takke alle HSVs fans for ni utrolige, smukke år. Jeg troede, at vi skulle blive i denne by resten af vores liv. Jeg er stadig i chok over det, der skete i går. Jeg er skuffet, pissesur, ked af det og fatter intet, som alle andre, der har HSV i hjertet.«

HSV har igennem lang tid været i økonomisk uføre, og den seneste tid har været ekstra svær for klubben, der ikke har betalt Hans Lindberg og de andre spillere deres løn i de seneste tre måneder. Fredag sluttede historien så for klubben og dermed også for spillerne, der nu skal finde andre klubber og hjembyer.

Det går 34-årige Hans Lindberg utrolig meget på, at han og familien nu skal hive rødderne op og flytte væk fra Hamborg.

»Jeg har lært så mange fantastiske mennesker at kende i Hamborg, om det så er medspillere, fans, medarbejdere på kontoret eller mennesker udenfor håndbolden. Jeg vil aldrig glemme hverken dem eller denne tid,« afslutter han Facebook-opdateringen.

Hans Lindberg er i øjeblikket i Polen med det danske landshold, der i de kommende uger skal spille EM. I aften må han og klubkollegaen Casper U. Mortensen lægge skuffelsen på hylden, når de danske herrer møder Rusland i første gruppekamp.