Danmark tabte til Serbien. De kan dog stadig nå EM-semifinalen. Det kræver sejr over Norge på torsdag, hvor Serbien samtidig ikke må få point mod Frankrig

Åh, nej!

Danmarks håndboldkvinder tabte EM-kampen mod Serbien. Og nu skal der nærmest et mirakel til, hvis landstræner Jan Pytlicks tropper skal kvalificere sig til lørdagens semifinaler.

For nd ikke sejr over Norge i sidste hovedrunde-kamp torsdag er nok. Der skal også et serbisk nederlag mod Frankrig til, hvis drømmen skal gå i opfyldelse.

- Selvfølgelig tror på chancen. Men det bliver svært. Siden vi besejrede Norge (i Bergen for to uger siden, red.), er de steppet et niveau op, sagde landstræner Jan Pytlick og tilføjede:

- Jeg er enormt skuffet over nederlaget. Men angrebsmæssigt stod vi desværre ikke distancen. Eksempelvis fik vi slet ikke gang i Susan Thorsgaard på stregen.

De første 20 minutter af kampen blev set med danske briller en rædselsfuld oplevelse.

Absolut intet fungerede.

Hverken i forsvaret eller angrebet kunne anfører Line Jørgensen & co. stille noget op overfor de fysisk stærke serbere, der blev bakket godt op af et meget larmende hjemmebane-publikum.

Allerede efter to minutters spil førte Serbien 3-0. Og da de havde bragt sig foran 6-2, valgte Jan Pytlick at benytte den første af sine tre timeouts.

Blandt andet blev målvogter Sandra Toft, der intet havde reddet, her afløst af Cecilie Greve.

Det hjalp en kort overgang.

Danmark fik reduceret til 5-7.

Men endnu engang løb serberne fra danskerne, der allerede valgte at anvende timeout nummer to ved stillingen 5-10 efter et kvarters spil.

Denne hjalp imidlertid heller ikke. For blot fem minutter senere førte Serbien 14-8.

Men pludselig vendte billedet.

Takket være fire danske scoringer i træk - af Kristina Kristiansen, Louise Burgaard, Stine Jørgensen og Mette Gravholt - reducerede man til 12-14. En to-måls-føring der holdt halvlegen ud.

Den danske optur fortsatte efter pausen.

På fuldtræffere af Mette Gravholt og Louise Lyksborg fik Danmark udlignet til 16-16. Og sørme om Danmark ikke også fik bragt sig foran 19-17.

Det rystede dog ikke serberne.

De udlignede til 19-19, kom foran 24-23 - og vandt

Skal Danmark i EM-semifinalen, skal man i torsdagens sidste hovedrunde-kampe håbe på fransk sejr over Serbien, ligesom Danmark er nødsaget til at besejre Norge.

- Selvfølgelig er danskerne velkomne i semifinalen. Men hvis de tror, at Norge vil forære dem sejren, må de tro om igen, siger Bent Svele, der er ekspertkommentator på norsk TV, og tilføjer:

- Norge tørster efter revanche mod Danmark, der jo har vundet de seneste to indbyrdes opgør. Desuden vil Norge gerne bevare selvtilliden inden semifinalerne. Ved tidligere slutrunder i lignende tilfælde, har det norske landshold altid spillet 100 procent igennem. Det sker igen.

Spørger man til eks-landsholdsspilleren Anja Andersen, der er i Serbien som ekspertkommentator for TV2, kan man forvente en kamp, hvor det hold, der har flest mentale ressoucer i overskud, vinder.

- Her står Danmark godt. Potentialet på holdet er gigantisk. De ved, de skal vinde. Omvendt har Norge muligheder for at spare nogle af sine mest slidte spillere.

Norge er den modstander, det danske kvindelandshold gennem tiderne har spillet flest kampe imod; i alt 135.

Norge har vundet 64 af disse, Danmark 55, mens 16 er sluttet uafgjort. Den samlede målscore med Danmark nævnt først: 2560-2637.

Danmark har vundet de seneste to opgør mod Norge – men forud var gået 11 norske sejre i træk siden 2008.

I EM-sammenhæng har de to lande mødt hinanden ni gange med 6 norske og 3 danske sejre som det hidtidige udbytte