Med tre vigtige scoringer i slutningen af kampen stod Trine Østergaard om nogen bag Danmarks kvartfinale-sejr over Tyskland ved VM i kvindehåndbold.

Den danske højrefløj er da også helt klar til at gå hele vejen i turneringen nu.

- Vi skal have revanche mod Brasilien. Der skal rettes nogle ting fra det første opgør, men vi tror på os selv nu og er så mega tæt på medaljer, sagde Trine Østergaard til DR1 efter kampen.   

Danmark tabte med 23-18 til Brasilien i den sidste af de indledende gruppekampe, og danskerne skal altså nu op imod samba-landet endnu en gang, når der spilles semifinaler på fredag.

Det holdt dog hårdt for de danske piger til sidst mod Tyskland.

- Jeg synes faktisk, det var en super fed kamp. Vi spiller derudaf, men tyskerne bliver ved med at hænge på. Vi får dog styr på forsvaret og er bedre til at score på vores chancer, sagde Trine Østergaard til DR1, som også mente, at kontraspillet bliver vigtigt mod Brasilien i semifinalen.

Danmark møder brasilianerne på fredag i kampen om en plads i finalen.