Kvindelige toptrænere er et særsyn i håndboldverdenen. Det ærgrer FC Midtjyllands Helle Thomsen, der er et bevis på, at køn ikke spiller nogen rolle. Og dog. For selv om hun i aften kan vinde sit tredje DM-guld, synes hun ikke selv, hun ville kunne være træner for et herrehold.
Når man taler med Helle Thomsen, er man ikke i tvivl om, at hun har stærke rødder i det nordjyske. Hun siger konsekvent ’hernede’, når hun omtaler Ikast-området, hvor hun selv bor, og hvor FC Midtjyllands håndboldkvinder har hjemme.
Opvæksten i Vendsyssel røbes også af hendes dialekt, der er lige så markant og tydelig som den succes, Helle Thomsen har haft i FCM, hvor hun nu i snart fire år har markeret sig som kvindeligaens suverænt mest vindende cheftræner.
I aften er det den fjerde DM-finale på stribe for Thomsen, der kan vinde guld for tredje gang, siden hun overtog ansvaret i FCM i 2012. I samme periode har hun været i pokalfinalen fire gange – og vundet de tre. Alene på sine resultater skiller Helle Thomsen sig dermed ud. Men hun gør det også på sit køn.
Det er et særsyn med kvindelige toptrænere i håndbolden – og elitesport for den sags skyld. I håndboldligaen har FCM-træneren helt ekstraordinært haft en kvindelig kollega i denne sæson, men Sønderjyske-cheftræner Olivera Kecman røg ud af landets bedste række med nul point og er derfor vanskelig at bruge som sammenligning.
Helle Thomsen og FCM tilhører nemlig den modsatte ende af tabellen, og torsdag aften spiller holdet den altafgørende DM-finale mod Team Esbjerg efter en 20-17-sejr i det første opgør.
Hvorfor er det jer, der vinder DM-titlen?
»Det gør vi, fordi vi har fundet noget godt spil frem, og vi står godt lige nu. Vi er klar, og vi synes, vi har godt styr på Esbjerg. Så vi mener også, vi kan lukke Polman (Estavana Polman, Team Esbjergs topscorer, red.) og co. ned på udebane.«
Så det skræmmer dig ikke, at Estavana Polman siger, de er klar til at slå jer ihjel?
»Haha.. Nej, det skræmmer mig ikke. Vi glæder os meget til kampen.«
Hvorfor er der ikke flere kvindelige trænere på højt niveau?
»Der er mange kvinder, som er trænere op til U16- og U18-niveau, men skal man videre end det, begynder det at blive et hårdt game, og man begynder at få det at vide, når man fejler. Man bliver i højere grad stillet til regnskab for det, man gør. Der bliver stillet større krav, og man skal til at være en mere tydelig og hård leder; sætte spillere af og den slags. Det kan mange kvinder have svært ved. Det er jo lidt de samme mekanismer, som er grund til, at der heller ikke er så mange kvindelige ledere i almindelige virksomheder. Man snakker nogle gange om i vores verden, at der skal skabes en lettere vej for kvinder, men det er jeg meget imod. Så må man steppe op i stedet for. Man skal bruge de bedste på de bedste stillinger – sådan er det.
Er kvinder generelt ikke hårde nok til lederjob?
»For mange springer i hvert fald fra. Verden er bare bygget sådan, at mænd er bedre til det det pres end kvinder. Jeg ved ikke, om det bare er naturens gang, at kvinder er anderledes på det punkt. Men det er min opfattelse, at det er sådan. Hvis en mand bliver fyret, søger han bare et nyt job og vil vise, han kan. Den slags tager kvinder nok noget mere til sig og lader sig lettere påvirke af det.«
Betyder det så, at du er hårdere end andre kvinder?
»Jeg blev jo kastet lidt anderledes ind i det. Jeg var assistent og endte kun som cheftræner, fordi Jakob Vestergaard, der skulle have været cheftræner, smuttede kort før sæsonstart. Det var ikke sådan, jeg sad og ønskede det. Jeg kunne egentlig rigtig godt lide at være assistenttræner, fordi man kan være gode venner med spillerne og ikke på samme måde skal stå til ansvar for så meget. Men da han hoppede fra, kom det ligesom bare, og spillerne bakkede det op.«
Hvad har du mødt af fordomme omkring det at være kvinde og så have den profession, du har?
»Jeg har trænet, siden jeg var 13-14 år, og indtil jeg begyndte at få spørgsmålene i FCM, har jeg aldrig tænkt på, at jeg var kvinde i en mandeverden. Jeg er jo bare mig selv. Jeg har aldrig mødt noget negativt, fordi jeg er kvinde.«
Har du nogensinde oplevet, at det har været et problem, at du er kvinde?
»Nej, kun at jeg ikke kunne komme ind i herrernes omklædningsrum ... Men omvendt er jeg heller ikke i mine spilleres omklædningsrum nu. Det skal være deres frirum fra lederen, og det skal være dér, hvor de kan svine træneren til, hvis de vil det.«
Hvornår er det en fordel i jobbet, at du er kvinde?
»Jeg tror mere, at det er personen end kønnet, der er vigtigt. Det kommer an på værdierne. Hvis jeg var et dumt svin, ville pigerne ikke have det godt – uanset om jeg er mand eller kvinde. Men jeg lægger meget vægt på, at vi kan snakke sammen, for så vil spillerne altid være mere åbne omkring, hvordan de har det. Louise Burgaard er et godt eksempel (har været ude store dele af foråret med stress, red.) Det har været sindssygt vigtigt for os at vide undervejs, hvordan hun har haft det, og jo mere ærlig hun er, jo bedre betingelser har vi haft for at have snor i hende og hjælpe hende. Og det gør jo, at hun nu kan spille de her finaler.«
Hvad er dine vigtigste værdier?
»Ærlighed, troværdighed, vilje og tydelighed.«
Hvor irriterende synes du egentlig, det er, at jeg spørger ind til det med at være kvinde i en mandeverden?
»Når det er seriøse spørgsmål, har jeg det helt fint med det. Hvis det her kan være med til at skubbe til, at flere kvinder får mod til at prøve at gå trænervejen, ville det være fedt. Men jeg er nogle gange blevet spurgt til den slags efter en kamp, hvor det har været irriterende, og hvor jeg undrer mig over, at det skulle være relevant.«
Vil du gerne træne et herrehold på et tidspunkt?
»Ja, det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Men jeg må også erkende, at hvis det er på højt plan, er det to forskellige sportsgrene. Hvis jeg skulle ind som cheftræner, ville jeg ikke være dygtig nok på de små detaljer i spillet. Men jeg kunne godt tænke mig at være assistenttræner for en træner, som, jeg synes, er pissedygtig. Men der er for stor forskel på spillet, til at jeg kunne blive herretræner.«
Hvad er din ultimative drøm som træner?
»Jeg har ikke en drøm. Jeg lever meget i det, der er godt her og nu. Da jeg blev svensk landstræner, blev jeg ringet op, uden jeg havde regnet med det. Det var det samme med FCM, hvor jeg arbejdede som agent, men så blev jeg ringet op og tilbudt at være assistent. Og så skete tingene derfra. Jeg ved, det kan være, at jeg måske ikke træner mere om to år, men det kan også være, der går 10 år. Jeg nyder bare, at min hobby er mit arbejde. På torsdag (i dag, red.) kommer jeg også til at stå og tænke, ’hold kæft, hvor er det et fedt job, jeg har’, når spillerne løber ind til finalen, og der er fuld knald på. Bare lige i to sekunder.«
Hvad er det bedste råd, du har fået?
»Det er at tænke over, når man er træner, hvor meget man betyder for truppen. Det der med, at man kan ødelægge meget for spillerne – og tilsvarende hjælpe dem meget. Man skal være meget bevidst om rollen. Det råd har jeg fået af vores præstationstræner, Rasmus Jacobsen.«
Hvilken begivenhed har formet dig som menneske?
»At jeg kom til at arbejde for det agentfirma, som jeg var hos, inden jeg kom til FCM. Det sted omfavnede mig på en måde, så jeg blev et bedre menneske. Jeg synes ikke altid, jeg kommunikerede på en pæn måde – ikke at jeg var et dumt menneske – men jeg kunne sige tingene meget hårdt og på en forkert måde. Det lærte jeg at ændre, og det samme gjorde jeg med mit kropssprog, som, jeg blev bevidst om, betød meget. Og så lærte jeg i det hele taget, hvordan man kunne hjælpe folk endnu mere.«
Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
»Mit temperament. Jeg ville gerne være bedre til lige at trække luft ind, inden jeg har en kommentar til tingene. Det gælder spillerne og andre folk, der betyder noget for mig. Lige nu når jeg jo næsten kun at få det ind i næsen, før jeg siger noget,« siger Helle Thomsen.
Mere nordjysk er hun trods alt heller ikke.
