Line Jørgensen har afløst Karin Mortensen som anfører på kvindelandsholdet i håndbold.

Hun fylder 23 år nytårsaften.

Men trods sin unge alder har Line Jørgensen efter sommerens skuffende danske deltagelse ved De olympiske Lege i London ikke desto mindre været tæt på at stoppe på landsholdet.

- Jeg var slidt i hovedet og kroppen, fortæller Line Jørgensen til sporten.dks udsendte i Serbien, hvor hun under EM-slutrunden skal agere anfører for det danske hold.

- Min lyst til håndbolden er i løbet af efteråret vendt stille og roligt tilbage. Og da Jan Pytlick (landstræner, red.) fortalte mig om sine fremadrettede planer med landsholdet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg stadig gerne vil være en del af holdet, siger Line Jørgensen.

Hun deltog ikke i oktober måneds træningsturnering, GF Forsikring Golden League, men var tilbage på landsholdet i novembers Møbelringen Golden League.

- Jeg tror, at pausen var sund, siger Line Jørgensen, der ser frem til aftenens åbningskamp mod Sverige.

- Vi skal stå imod dem med vores fysik. De er løbestærke. Får vi stoppet dem - ved for eksempel at få lavet en masse frikast - ser det positivt ud for os, siger Line Jørgensen.

Med hvordan det kommer til at gå Danmark ved EM tør hun ikke spå.

- Det kan blive helt fantastisk, men også knapt så godt. Vi har ikke tidligere prøvet at være i pressede situationer. Men jeg tror på, at vi kan nå mellemrunden, siger hun.

Danmark er ved EM i indledende pulje med Sverige, Frankrig og Makedonien. De tre hold med flest point kvalificerer sig til mellemrunden, hvor de sandsynlige modstandere bliver Norge, Serbien og Ukraine.