Der er ikke blevet plads til Danmarks nye mand Kasper Nielsen i startopstillingen til 1/8-finalen mod Tunesien.

Til 1/8-finalen mod Tunesien lægger det danske hold ud med, hvad der vel bedst kan betegnes som stærkeste opstilling.

Det er i hvert fald denne opstilling, der er blevet foretrukket, hver gang Danmark har været ude i en nøglekamp ved dette VM, og den ser således ud:

Niklas Landin på mål, Anders Eggert og Hans Lindberg på fløjene, René Toft Hansen på stregen og Rasmus Lauge, Mikkel Hansen og Kasper Søndergaard i bagkæden. Søndergaard løber som sædvanlig ud i forsvar, hvor Henrik Møllgaard erstatter ham.

Danmark har stor fokus på de tunesiske venstre backs, som er spændstige skytter, der kan afslutte langt ude fra. De skal stoppes eller i hvert fald presses til at skyde langt ude, så de danske målmænd har en chance for at redde.

- Og så skal vi løbe alt, hvad vi kan. Både når de scorer, og når de ikke gør det. Vi er skarpe i den fase af spillet, og det skal udnyttes mod tuneserne, der virker en smule uorganiserede i deres tilbageløb. Så må vi se, om vi kan få lavet nogle nemme mål på den konto, siger assistenttræner Henrik Kronborg.