Lørdag aften vandt Mikkel Hansen og kompagni for anden gang på tre dage over Hviderusland med ni overskydende mål. Slutresultatet blev 32-23.

Det danske håndboldlandshold fortsætter med at affeje al modstand i EM-kvalifikationens Gruppe 1. De første fire gruppekampe har kastet lige så mange sejre af sig, og det er svært at forestille sig, at Bosnien & Herzegovina eller Litauen skulle kunne stoppe den danske dominans i de to resterende kampe.

Danmark havde fra første fløjt fuldstændig styr på kampen, og de gik da også til pause med en komfortabel føring på 18-11.

Hviderusserne var opsatte på at forlade NRGI Arena i Aarhus med æren i behold, og de kom da også væsentligt bedre med i anden halvleg.

De to hold fulgtes således pænt ad i de sidste 30 minutter, men danskernes føring fra første halvleg og en sublim indsats af Jannick Green i det danske mål holdt hele tiden Hviderusland på behørig afstand.

Danmark endte trods lidt angrebsmæssige vanskeligheder med at vinde anden halvleg med to mål, og landstræner Gudmundur Gudmundssons tropper kunne derfor tage en fuldt fortjent sejr på 32-23 foran de knap 5000 tilskuere i Aarhus.

Casper U. Mortensen og Mikkel Hansen blev danske topscorere med syv mål hver.

Sejren betyder, at Danmark nu har sikret sig en billet til EM, da aftenens modstander ikke længere kan nå at overhale Danmark.