Sikke en aften i Hernings flotte MCH Arena. Det kogte og sydede i en elektrisk ladet atmosfære.

Årsagen var fuldt forståelig. For med en overbevisende sejr på 26-19 over Sverige er Danmarks håndboldkvinder ikke blot klar til at spille VM-kvartfinale på onsdag mod Rumænien, men også kvalificeret til forårets gruppespil om at komme med til sommerens olympiske lege i den brasilianske storby Rio de Janeiro.

»Jeg har det fantastisk. Selvfølgelig er jeg meget tilfreds med sejren. Det er sådan nogle sejre, der er værd at hente,« sagde Klavs Bruun Jørgensen til TV2 efter kampen.

Målvogter Rikke Poulsen kneb efterfølgende en tåre.

»Jeg er bare så stolt. Vi har spillede ad h... til i de første VM-kampe, og så leverer vi denne præstation. At vi kan vinde en kamp som denne er bare så fedt,« sagde hun.

Det var et fokuseret og koncentreret dansk landshold, der entrede banen.

Båret frem af mere end 12.000 heppende tilskuere klædt i rødt/hvidt og blafrende Dannebrog af papir i hænderne fik Danmark en perfekt start på kampen.

Efter blot fem minutters spil førte de 3-1.

Sverige bed dog godt fra sig, og førte såvel 4-3 som 6-5.

Men herefter var det Danmark, der var kampens dominerende part:

Således tillod de ikke de nervøst spillende svenskere, der sammenlagt lavede ikke færre end x tekniske fejl, at score de sidste 13 minutter inden pausen.

Det betød, at Danmark ved indgangen til anden halvleg førte intet mindre end 15-7.

Stor ros skal ikke mindst lyde til Kristina Kristiansen. Playmakeren satte skik på kontrafasen og fordelte boldene med stor fornuft til holdkammeraterne. Men også forsvaret var så godt fungerende, at Rikke Poulsen i målet kunne præstere en flot redningsprocent på 42.

Imidlertid ændrede kampen karakter i anden halvleg.

Svenskerne valgte at skifte målvogter:

Filippa Idehn kom ind i stedet for Johanna Bundsen og præsterede det første kvarter en redningsprocent på 83.

Det fik den danske landstræner til ved stillingen 18-15 at tage en timeout. Efterfølgende blev der sat skik på angrebsspillet, og blandt andet takket være tre scoringer på veltimede landskud af Stine Jørgensen førte Danmark seks minutter før tid 22-17.

Kampgejsten forsvandt hos svenskerne og Danmark kørte en stensikker syv-måls-sejr i hus.
Hos Danmark blev Stine Jørgensen topscorer med seks mål, mens Johanna Ahlm var bedst med fem fuldtræffere.