Michael Damgaard fik sit endelige landsholdsgennembrud, da han søndag aften var med til at bombe Spanien i sænk. 27-23 endte EM-dramaet i Wroclaw.

»Det var sjovere, end jeg troede, det ville være,« sagde en storsmilende Damgaard efterfølgende til TV2.

»Det er noget, man har ventet på, siden man var fire år gammel. Det er jo den første betydningsfulde landskamp, hvor jeg har kunne gøre en forskel.«

Michael Damgaard pegede på det danske forsvarsspil i anden halvleg som nøglen til mellemrundesejren.

»Dem, der har stillet spørgsmålstegn ved vores forsvar, kan godt pakke sammen. Vi var bare bedre, og Nicklas Landin stod fantastisk.«

Danmark tager med sejren et kæmpe skridt mod semifinalen. En sejr i én af de kommende to kampe mod Sverige eller Tyskland burde være nok.