Danmark vadede lørdag aften henover Egypten og er, som man kunne forvente, stadig ubesejrede ved VM her dagen før mødet med Sverige i den formodet sværeste kamp i det indledende gruppespil. Det går, som det skal, selvom vi godt kunne have været skaderne til Morten Olsen og Mads Mensah foruden, og på trods af at optakten til både åbningskampen og aftenens opgør mod Egypten var præget af en helt tosset sag om René Toft Hansens albueskinne. En farce.
I halvandet døgn prægede en albueskinne samtalerne om Danmarks håndbold-VM og skabte både frustration og fjernede fokus fra forberedelserne til kampen. Ikke mindst for hovedpersonen, René Toft Hansen, der i forvejen er ramt af en form for stress, og for Jesper Nøddesbo, der måtte ud og charmere de kommende modstandere til at give den tilladelse, det internationale håndboldforbund (IHF) ikke selv havde mod nok til at give.
Det er endnu en sag, der udstiller IHF som en inkonsekvent og utilregnelig størrelse. Den ene dag kalder et medlem af IHFs medicinske komite det for ’strengt forbudt’ at spille med udstyr, der indeholder jern eller metal (som den berømte albueskinne gør), og som den næste dag giver modstanderne lov til at vurdere, om det alligevel er o.k.!
Det er det heldigvis i den indledende runde, mener modstanderne, men er det også det i vind eller forsvind-fasen? Tænk hvis nogen slår sig på René Toft Hansen i kvartfinalen? Tror vi så, semifinalemodstanderen accepterer skinnen?
IHF er hidtil blevet udpeget som den eneste skurk, og såvel sagsbehandlingstiden (DHF indsendte dispensationsansøgningen 8. december og fik svar den 10. januar, red.) som beslutningen er naturligvis under al kritik.
Men jeg må også spørge, hvad DHF havde forestillet sig, da de tog til VM uden et alternativ til en skinne, der har været forbudt i et halvt år og uden en dispensation til at bruge den. Under OL i Rio måtte han også undvære den.
Og så er jeg ikke mindst nødt til at minde om, at IHF, som generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, lørdag kritiserede kraftigt her i BT, og dets præsident trods alle sine elendigheder ikke er vant til at møde modstand fra dansk side. Vi er faktisk ret søde ved ham og hans elendige organisation.
Den 3. januar sagde formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, i et interview med Politiken, at det er tid til, at danske idrætspolitikere tager ansvar og accepterer at betale den pris, det måtte koste.
Jeg ville ønske, at 2017 blev året, da det skete. At danske specialforbund tog ansvaret for egen succes og for de værdier, vi forventer, at andre lever op til. Danmark skal bruge sin indflydelse, turde kritisere tildeling af underlige værtskaber, kræve udelukkelse af lande og forbund, der snyder, og turde gå imod vanvittige personer i toppen af internationale forbund. Det gælder ikke mindst DHF.
I stedet for at møde op til VM med et alternativ til den forbudte skinne (for det var den jo) forlod DHF sig på håbet om at få en dispensation fra et forbund anført af præsident Hassan Moustafa. En mand med et voldsomt blakket ry, men som formand Per Berthelsen har et ’superforhold’ til, og som ved VM i 2015 blev hyldet og overrakt en billedkollage af ham selv foran 12.000 tilskuere i Herning.
DHF skal også kigge indad. Man får ikke bedre præsidenter, end dem vi selv accepterer.
