Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

Da Ulrik Wilbek var landstræner talte man altid om, at han havde et helt absurd stort held, når det gjaldt lodtrækninger til diverse slutrunder.

Vi kan nu konstatere, at Nikolaj Jacobsen er begyndt på posten med samme meget gunstige forhold til Fru Fortuna.

For Danmark har fået en drømmelodtrækning til EM-slutrunden i Kroatien til januar. Så simpelt er det faktisk. Dermed ikke sagt, at landsholdet bare bader sig frem til de medaljekampe, som selvfølgelig vil være kravet for håndboldherrerne. Slet ikke.

I den indledende pulje med Spanien, Ungarn og Tjekkiet kan de to førstenævnte sagtens give Nikolaj Jacobsen kvaler. Men med al respekt for modstandernes kvaliteter, så kunne det ikke se ret meget bedre ud for Danmark, hvis vi lige tager en tur op i helikopteren. Man undgik de to største guldfavoritter Frankrig og Kroatien, som er endt i den anden turneringshalvdel. Det samme gælder vores nordiske naboer Norge og Sverige, der begge så meget overbevisende ud til VM.

I stedet er danskerne endt i en halvdel, hvor man skal slås med Spanien og Tyskland om de to semifinalepladser – med Slovenien og Ungarn som outsidere. Det er altså en mere overskuelig størrelse og helt klart at foretrække. Og som en ekstra bonus skal Danmark både spille indledende gruppe og mellemrunde i Varazdin, hvilket betyder, at landsholdet ikke skal ud på en udmarvende rejsedag undervejs.

Nå, men hvilke tre modstandere er det så, der i første omgang venter i gruppe D? Her følger en kort analyse af hver nation.

Spanien

Spaniens styrker er dygtige keepere, et stærkt forsvar og en meget skarp kontrafase. Angrebsmæssigt har holdet dog været en smule nedadgående i de seneste par slutrunder, og det er også forklaringen på, de ikke helt kunne blande sig i den absolutte top ved VM og OL. Men det er vigtigt at pointere, at Spanien trods alt var i EM-finalen for halvandet år siden, så det er et kompetent mandskab, som vil give Danmark kamp til stregen om gruppens førsteplads.

Ungarn

Ungarn sendte sensationelt Danmark ud af VMs ottendedelsfinaler i januar, og i april måtte danskerne kæmpe hårdt for at få uafgjort i en EM-kvalkamp i Budapest. Det vidner om, at ungarerne ikke må undervurderes. Ungarn byder ind med en kæmpe stor fysik, mens individualister som Laszlo Nagy, Roland Mikler og Mate Lekai kan gøre det ekstraordinære. På bredden er de dog ikke skræmmende, og stabilitet og mental robusthed er heller ikke noget, holdet kan prale med.

Tjekkiet

Tjekkerne kvalificerede sig på sidste mandat i den svageste kvalifikationspulje, og tjekkerne må ikke volde Danmark problemer. Det største navn er stadig bagspilleren Filip Jicha, men Barcelona-spilleren er ikke, hvad han har været. Jeg skal indrømme, at jeg ikke kender alt til samtlige spillere i Tjekkiets trup, hvilket også fortæller sin helt egen historie om, at der ikke er mange af dem, som spiller i klubber fra de øverste hylder.

Dansk avancement fra indledende runde skal være en selvfølge, og derefter bliver landsholdet så parret med de tre bedste nationer fra gruppe C, der består af Tyskland, Makedonien, Montenegro og Slovenien.

Alt i alt: Danmark har fået en perfekt vej mod et stort EM-resultat…