KOMMENTAR

De danske drømme om EM-medaljer er sendt til tælling og snublende tæt på en definitiv knockout ved slutrunden i Ungarn og Kroatien, efter Danmark torsdag blev sat på plads af Norge i gruppefinalen.

Faktum lige nu er, at kvaliteten i det danske spil ikke er til medaljer, og holdet har brug for hjælp fra andre nationer i mellemrunden - ligesom de selv skal vinde samtlige tre kampe, hvis de skal levere miraklet og havne i en semifinale. Det virker ikke realistisk, og i min optik var nederlaget et farvel til medaljer.

På forhånd var der tale om, at kampen mod ærkerivalerne skulle bruges til definitivt vise, at Danmark har indhentet Norge, og nu er en ligeværdig udfordrer til tronen i international kvindehåndbold. Men det blev lige præcis det modsatte.

Det endte med en norsk magtdemonstration og en dansk deroute efter et kollaps i anden halvleg, som viste et bekymrende lavt bundniveau hos Jan Pytlicks tropper, der må sidde tilbage med store ridser i selvforståelsen.

Danmark byggede på forhånd sin optimisme på, at de har vundet fem ud af de seneste seks indbyrdes kampe mod Norge før mødet i Debrecen. Men Norge demonstrerede, at de ved, hvornår det virkelig gælder. Og efterlader samtidig Danmark med den sløje fornemmelse af at være ’træningsverdensmester’.

Danskerne startede ellers fornuftigt, og holdet var i kontrol både på måltavlen og på banen i størstedelen af første halvleg, men en kombination af stress i angrebet og en helt uforståelig udskiftning af målmand Sandra Toft inviterede Norge indenfor i kampen igen lige før pausen, og pludselig skiftede momentum fuldstændig side i kampen.

Og Norge slap aldrig kontrollen igen, og derfor blev anden halvleg altså en lang nedtur, hvor den norske landstræner rent taktisk udmanøvrerede Jan Pytlick & co. Danmarks rystende usikre forsvar sejlede rundt igen, og med til forklaringen om Norges overlegenhed hører naturligvis også, at Silje Solberg stod en fremragende kamp og pillede al selvtillid ud af Danmarks frustrerede skytter. Isoleret set vandt Norge de sidste 30 minutter 15-8, og det vidner meget godt om den klasseforskel, der var på de to mandskaber i anden halvleg.

Nu er spørgsmålet så, om de danske kvinder, der drømte om guld og storhed ved slutrunden, kan rejse sig og jagte den spinkle chance for en semifinaleplads i mellemrunden, hvor Ungarn, Spanien og Polen venter. Det kræver et stort mentalt arbejde, for efter kampen mod Norge ligner det en ren Mission Impossible.

Bevares, det kan lade sig gøre, det har vi set de danske håndboldherrer gøre tidligere med et endnu dårligere udgangspunkt. Men med det niveau, som Danmark har leveret på indtil videre ved EM, så tror jeg bare ikke på det.