I en dramatisk afslutning blev Bjerringbro-Silkeborgs playmaker Chris Jørgensen den helt store skurk, da han brændte et afgørende straffekast, efter tiden var udløbet i Champions League-kampen mod Chambery.

BSV havde haltet efter de franske værter i hele opgøret, men i sidste sekund fik danskerne tilkæmpet sig et straffekast ved stillingen 26-29.

En unik mulighed for at minimere nederlaget til lige præcis de to mål, der ville sende Carsten Albrektsens tropper i ottendedelsfinalerne. Playmaker Chris Jørgensen tog ansvaret fra de syv meter - og brændte.

Jørgensen forsøgte sig med et lob, men Chamberys keeper reddede forsøget uden de helt store problemer. En iskold spand vand i hovedet på de øvrige BSVere.

- Vi er vanvittigt ærgerlige og tæt på knuste, siger en ærlig BSV-træner Carsten Albrektsen, da sporten.dk fanger ham på en telefon i det franske søndag aften.

Træneren understreger dog, at Chris Jørgensen ikke skal gøres til syndebuk, selvom det altså blev ham, som brændte den første af de matcbolde, BSV har for at spille sig videre til knald-eller-fald kampene.

- Chris er ked af det. Han tog en beslutning, og det var så nok den forkerte. Men jeg pegede på, at han skulle skyde, og det ville jeg gøre igen, siger Albrektsen. BSV kan dog stadig selv afgøre sin videre Champions League-skæbne.

Et enkelt point i de to sidste kampe mod Gorenje Valenje og Metalurg vil sende jyderne i ottendedelsfinalerne, men nederlaget til Chambery har gjort det sværere, da franskmændene nu pludselig også har noget at spille for.

Hvis Chambery vinder de to sidste gruppekampe, og BSV taber sine, så er det Chambery, der går videre fra gruppens fjerdeplads, da de er et mål bedre end danskerne i det indbyrdes regnskab. Træner Carsten Albrektsen bekymrer sig dog ikke så meget om, hvorvidt Chambery er i stand til at indhente BSV i tabellen.

- Jeg koncentrerer mig kun om, at vi skal vinde den næste kamp mod Gorenje. Men det bliver en svær kamp, for de jagter førstepladsen i gruppen, siger Albretksen, der er frustreret over, at BSV leverede en kamp, der var langt under niveau.

Akkurat som træneren føler, at BSV gjorde det, da de i onsdags tabte på udebane til Team Tvis Holstebro i den hjemlige liga.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke spiller bedre, end vi gjorde igen i dag (i går, red.) Den rytme vi havde i spillet i efteråret er væk. Vi er faldet i kvalitet. VM-pausen har været hård ved os. Vi har haft nogle skader hos nogle spillere i den periode, som har gjort det svært for os at træne ordentligt. Og så har jeg fået fem spillere hjem fra VM i meget forskellig forfatning. Men jeg må arbejde stenhårdt på, at vi kommer tilbage på sporet og får gang i vores spil igen, siger han.