Bjerringbro-Silkeborg (BSV) vandt søndag igen i Champions League, og midtjyderne er nu tæt på avancement i Champions League.

I sidste sæson vandt Bjerringbro-Silkeborg (BSV) ikke en eneste kamp i Champions League i ti forsøg.

Det er gået noget bedre i denne sæson, og søndag blev det til sejr på 31-22 over St. Petersborg fra Rusland, og dermed har midtjyderne seks point for lige så mange kampe i denne sæsons Champions League.

- Vi har taget et stort skridt i dag, men der er fortsat otte point at spille om i puljen, så Chambéry kan fortsat nå os, sagde BSV-træner Carsten Albrektsen efter kampen ifølge Midtjyllands Avis.

Det kan St. Petersborg i teorien også, men de hidtil pointløse russere tror Carsten Albrektsen ikke på, kan nå op.

Casper U. Mortensen og Chris Jørgensen blev BSV-topscorere ved begge at lave otte mål i den klare sejr, hvor også målmand Jannick Green må fremhæves for mange fine redninger, som betød, at der i hvert fald i anden halvleg aldrig var tvivl om udfaldet.

I næste runde møder BSV på udebane polske Vive Kielce, der endnu ikke har tabt point.