Theis Bogøe viste klasse i ny BSV-sejr. Lasse Boesen glad for, at KIF kom på sporet igen.

Efter en helt lige første halvleg ude mod Sønderjyske kunne BSV skabe et afgørende hul og bringe sig foran 25-19 i begyndelsen af anden halvleg i Håndboldligakampen mellem de to hold i Dybbøl Hallen.

Et godt BSV-forsvar og en Jannick Green i målet leverede solidt i den fase. Men et ungt stortalent får den største del af æren for den afgørende vending.

- Vi får vores unge komet Theis Bogøe ind, som virkelig gør en forskel i dag, dér hvor vi trækker fra. Han bidrager med tre mål og spiller sindssygt godt for os, fortæller BSVs landsholdsfløj Casper U. Mortensen.

- Han er fremtidens mand. Det er der ingen tvivl om. Han er lige fyldt 20 år, men kommer ind og griber virkelig chancen. Theis har et stort potentiale. Han er over to meter og lynende hurtig. Og så skyder han som en hest sparker, fortæller BSV-fløjen begejstret.

BSV lignede en sikker vinder midt i anden halvleg. Men altid hårdt kæmpende Sønderjyske kom stærkt igen og var kun bagud 25-27 med tre minutter igen samtidig med, at BSVs Chris Jørgensen blev vist ud.

Med en godt skydende Simon Kristiansen i denne fase lykkedes det dog BSV at vinde undertallet og køre sejren i hus.

- Jeg synes, vi kører den hjem, som vi skal. Som andre gange i denne sæson modstår vi presset, og det viser os hvilke kvaliteter, vi har. Jeg følte, vi havde styr på det, og man kan egentlig godt sige, at det er det nye BSV, der ikke lader sig slå ud i sådan en situation, siger Casper U. Mortensen.

- Vi har nogle gode typer, som kan modstå pres nu. Og som kan omstille sig, hvis forsvaret begynder at dække anderledes. Sønderjyske prøvede til sidst at fjerne Chris Jørgensen og Rasmus Lauge. Men så trådte Simon Kristiansen i karakter og bombede nogle mål ind, fortæller landsholdsfløjen.

I Brøndby Hallen holdt KIF Kolding København trit med BSV i toppen med en storsejr på 30-22 over Nordsjælland. Men er en sejr over et bundhold nok til at fjerne den dårlige smag fra KIFs store nederlag til BSV for kort tid siden?

- Vi går altid ind til en kamp for at vinde. I sidste kamp mod BSV var vi ganske enkelt ikke gode nok. I dag fungerer spillet bedre, og vi er glade for sejren, siger Lasse Boesen, der scorede seks mål for KIF, mens Bo Spellerberg leverede otte pletskud.

- Vi er i gang med at bygge et hold op, og det tager tid. I dag er vi tilbage på rette spor og viser nogle af de kvaliteter, som holdet besidder. Spillet er bestemt ikke prangende, men vi fighter og kæmper som et hold. Vi viser, at det er det her, vi vil. Det kræver hårdt arbejde, men det er vi indstillet på, siger Boesen.

I onsdagens tredje kamp i mændenes håndboldliga vandt Team Tvis Holstebro hjemme 29-23 over Viborg efter 12-9 ved pausen.