Bjerringbro-Silkeborg tabte Champions League-kampen i Slovenien med hele otte mål.

For anden gang i løbet af tre uger oplevede spillerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) en nedtur i Champions League.

I slovenske Velenje blev sidste sæsons danske sølvvindere slået hele 31-23 (14-8) af Gorenje Velenje.

I søndags smed BSV-spillerne selv sejren væk mod Metalurg fra Makedonien, men i Velenje var indsatsen bare ringe - vel at mærke i begge ender af banen.

Henrik Toft Hansen var ikke med på grund af en lyskeskade, men det er naturligvis ikke hele forklaringen på resultatet. BSV og Champions League svinger bare ikke sammen, når det hedder international håndbold.

Og i Viborg sidder landstræner Ulrik Wilbek sikkert med lidt panderynker. Casper Ulrich Mortensen, som er ny venstre fløj på landsholdet, havde igen en skidt kamp og blev simpelthen taget ud og erstattet med Frederik Schilling, da han havde misbrugt sine to første forsøg.

BSV fik aldrig rigtig hul på Velenjes serbiske målmand Ivan Gajic, der har en fortid i BSV.

Træner Carsten Albrektsen valgte at starte med Dane Sijan i sit mål, men han blev efter pausen erstattet af formstærke Jannick Green.

Men BSV nåede i de sidste 30 minutter aldrig tættere end de seks mål, som de allerede var bagud ved pausen.

19-årige Theis Baagøe, der fik chancen i anden halvleg, blev BSV-topscorer med fire mål. BSV´s næste kamp i turneringen er først den 18. november hos russiske St. Petersburg