Mads Øris Nielsen skifter fra Skive til BSV, mens Nikolaj Øris Nielsen forlænger sin kontrakt med samme klub.

København. Håndboldmestrene Bjerringbro-Silkeborg (BSV) kommer i næste sæson igen til at råde over de to Øris Nielsen-brødre.

Onsdag aften meddeler klubben i en pressemeddelelse, at man med virkning fra sommer har hentet Mads Øris Nielsen tilbage til klubben.

Den tidligere landsholdsspiller har i de seneste tre sæsoner spillet for Skive, der aktuelt ligger i 1. division.

- Bjerringbro-Silkeborg har altid været min klub. Jeg har brugt hele mit håndboldliv i klubben indtil for to og et halvt år siden, og jeg glæder mig til at komme tilbage til min lokale klub, siger Mads Øris Nielsen.

Med skiftet hjem til BSV bliver han genforenet med broderen Nikolaj Øris Nielsen, der har skrevet under på en kontraktforlængelse, så han er i BSV til sommeren 2019.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at Mads kommer tilbage.

- Det har været helt specielt at spille sammen med ham i de mange år, vi har gjort det, og personligt betyder det meget, at jeg nu igen kan dele andet end bare familiefødselsdage med min bror, siger Nikolaj Øris Nielsen.

De to bagspillere var med, da fusionen Bjerringbro-Silkeborg opstod i 2005.

/ritzau/