Bjerringbro-Silkeborg har sikret sig afløseren for Henrik Toft Hansen på stregen.

Når den danske landsholdsspiller forlader den jyske klub for at fortsætte i Hamburg, får BSV en islandsk landsholdsspiller ind som afløser. Kari Kristjan Kristjansson bliver nemlig ny mand på stregen hos de ambitiøse jyder. Det bekræfter en kilde i BSV over for sporten.dk. Den islandske landsholdsstreg spiller i øjeblikket i Bundesligaklubben HSG Wetzlar, men har altså valgt at fortsætte karrieren hos Bjerringbro-Silkeborg.

Dermed er BSV ved at have styr på truppen til næste sæson. Klubben har allerede sikret sig Mads Chrsitiansen, tidligere dansk landsholdsspiller, som efter sæsonen forlader Team Tvis Holstebro for at fortsætte karrieren hos vicemestrene. Norske Kristian Kjelling spøger ligeledes i kulisserne i BSV, men andre klubber forsøger også at lokke den stærke venstre back.