KIF Kolding København fik en skidt start på sæsonen, da holdet i første kamp måtte se sig slået af Bjerringbro-Silkeborg (BSV) med 24-18.

»Vi brænder alt, alt for mange chancer. Vi er slet ikke gode nok på afslutningerne, og så må vi også anerkende, at deres målmand leverede en god præstation,« sagde KIF-målmand Kasper Hvidt efter nederlaget til TV2.

Han henviste til sin navnebror og kollega, Kasper Larsen, som brillerede med en redningsprocent på 53. Det var noget af en liga-debut til den 26-årige keeper, der er kommet til BSV inden denne sæson fra Ribe-Esbjerg.

Han er samtidig meget let genkendelig, fordi han spiller med sort hjelm i stil med fodboldmålmanden Petr Cech. Arsenal-keeperen har den på, fordi han tilbage i 2007 fik kraniebrud, da han blev sparket i hovedet. Kasper Larsen bærer sin hjelm, fordi han har haft hjernerystelse efter at have fået en bold i hovedet med høj fart.

»Jeg står med en sindssyg god følelse,« sagde Kasper Larsen efter lørdagens sejr over KIF.

»Det kunne ikke være bedre. Vi har virkelig godt styr på forsvaret. Tænk at vi holder KIF nede på kun at lave 18 mål,« jublede Kasper Larsen efter sejren, der kom i hus efter en god anden halvleg fra BSVs side.

Første halvleg var rimeligt lige - men dog med hjemmeholdet som toneangivende.

Pauseføringen på 10-9 fik BSV imidlertid udbygget til 16-13, og efterhånden som Kasper Larsen fik pillet pynten af KIFs skytter med den ny verdensstjerne, den russiske højreback Konstantin Igropulo, i spidsen, blev det også 20-15.

Det tvang KIF til at satse med et mere offensivt forsvar, men i slutfasen trådte BSVs slovenske playmaker, Sebastian Skube, i karakter, og selvom Kasper Hvidt i KIFs mål gjorde, hvad han kunne for at holde sit mandskab inde i kampen, så rakte det ikke for mestrene.

»Defensiven fungerer egentlig okay indtil de sidste fem minutter, hvor vi bliver nødt til at satse. Ellers havde vi bare tabt 17-20 i stedet for 18-24,« mente den tidligere landsholdsmålmand.

KIF-sportschef Lasse Boesen var ikke tilfreds med hverken spil eller resultat.

»Men det er måske meget sundt, at vi får armene ned,« sagde han efter nederlaget.

I lørdagens to andre kampe vandt HC Midtjylland 28-21 over Mors-Thy, mens Århus Håndbold med lodder og trisser fik hevet en sejr på 22-21 over Skanderborg med hjem.