Peter Bredsdorff-Larsen ærgrer sig over manglende procenter, men glæder sig over god fight mod Veszprem.

Silkeborg. Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer kæmpede fint mod Veszprem.

Selv om det endte med et nederlag på 24-29, fik holdet rejst sig efter det grumme nederlag til Barcelona i den foregående spillerunde.

Det konstaterer BSV's cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen efter Champions League-kampen mod det stærke ungarske hold.

- Der skulle uendeligt meget til, for at vi kunne lave den store overraskelse, som det ville være at få point mod Veszprem. Men vi kæmpede igen forbilledligt.

- Vi havde en svær dag i Barcelona (hvor det blev til et nederlag på 15 mål, red.), men vi viste, at vi er et robust hold ved at yde kæmpe modstand til sidste års finalister i Final 4, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Hans hold startede godt mod Veszprem, men brændte for meget på gæsternes målmand.

- Det kunne have været en lige kamp i første halvleg, hvis ikke vi havde haft en betydelig mængde afbrændere på store chancer, siger cheftræneren.

Ved pausen var BSV bagud med seks mål, men kæmpede sig i anden halvleg helt op på 21-22.

Men så slap kræfterne op.

- Vi må bare sande, at vi lige manglede det sidste på en dag, hvor vi blev yderligere decimeret ved at forsvarskrumtapperne Stefan Hundstrup og Rasmus Jensen måtte udgå, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Storskytten Nikolaj Markussen kunne mærke, hvordan de to spilleres fravær kostede kræfter.

- Langt hen ad vejen spillede vi fint, men brændte for mange store chancer. Da vi mistede både Stefan og Rasmus, blev vi pressede på ressourcerne i anden halvleg.

- Så selv om vi kæmpede bravt, måtte vi nok give lidt op på kræfterne, og så kom der for store fejl, og Veszprem fik for store muligheder for at trække fra os, siger Nikolaj Markussen.

Han måtte også selv ud til behandling i starten af første halvleg.

- Jeg faldt lidt uheldigt ned, og min fod blev låst, så mit knæ fik et vrid. I situationen blev jeg bange for, om det værst tænkelige mon var sket, men indtil nu er det ok. Det er bare lidt hævet og ømt, siger han.

/ritzau/