Et brændt straffekast fem sekunder før tid af Viborg betød, at Nykøbing Falster er klar til DM-finalen.

Viborg. Det blev et kæmpe drama, da kvinderne fra Nykøbing Falster Håndbold (NFH) søndag sikrede sig billet til den første DM-finale i klubbens historie.

NFH havde vundet den første semifinale hjemme mod Viborg HK med 26-24, og med 27-27 i returkampen er NFH klar til finalen mod København Håndbold.

Men Viborg havde alle muligheder for at tvinge semifinaleserien ud i en tredje og afgørende kamp. Med fem sekunder igen fik jyderne straffekast, men det blev misbrugt.

Efter at have tabt det første DM-semifinaleopgør var sagen klar for Viborg. Returkampen skulle vindes, hvis DM-semifinaleserien skulle forlænges.

Men det mislykkedes.

Midtvejs i første halvleg kom hjemmeholdet foran med 8-6 i den jævnbyrdige kamp, men herfra trådte NFH-målvogter Mette Sahlholdt Iversen i karakter.

Udeholdets keeper pillede fuldstændig pynten af Viborg-skytterne, snuppede flere straffekast og stod med en redningsprocent på 53 i de første 30 minutter.

Med en mur stående i målet kunne NFH få mere ro på et lidt rodet angrebsspil mod slutningen af halvlegen.

Det betød, at gæsterne kunne trække fra og gå til pause med en føring på solide 14-10.

Fra starten af anden halvleg fik hjemmeholdet dog skudt lidt hul på NFH-målvogteren, mens gæsternes angrebsspil skrantede.

Det gav Viborg kontakt ved 19-19 efter godt ti minutter, og alt var atter åbent.

Holdene fulgtes ad på måltavlen, og det blev tæt hele vejen til den dramatiske afslutning.

Viborg-træner Allan Heine tog timeout med 27 sekunder igen og stillingen 27-27, og det sidste angreb skulle afgøre, om NFH var i finalen, eller om der skulle en tredje kamp til at vinde en finalist.

Med fem sekunder igen fik svenskeren Carin Strömberg muligheden for at sørge for det sidste scenarie på et straffekast, men hun studsede bolden på overliggeren.

/ritzau/