Det var en streg i den danske regning, at det kun blev til uafgjort 28-28 mod Sverige, som var fløjtende ligeglad med, at Danmark på forhånd var storfavoritter. På en god slutspurt sikrede svenskerne sig det ene point og tildelte dermed danskerne det første pointtab under EM i Polen.

Danmark står dog stadig med gode kort på hånden, og de kan selv afgøre tingene til egen fordel ved at få point i onsdagens sidste mellemrundekamp mod Tyskland.

Faktisk lugter det i allerhøjeste grad stadig af dansk semifinale i Polen, og BT giver dig her seks grunde til, at Mikkel Hansen & co. er med i weekenden, når EM-medaljerne skal fordeles i Krakow.

1: Tyskland stiller med et B-hold og er decimeret i sjældent voldsomt grad. De er ekstremt hårdt ramt af skader, og seks ud af syv spiller fra deres foretrukne startopstilling mangler i Polen. Senest fik holdet de to største stjerner i EM-truppen, Steffen Weinhold og Christian Dissinger, skadet i søndagens kamp mod Rusland.

2: Tyskerne er så hårdt ramt på ressourcer, at de på tirsdagens pressemøde sagde, at de betragter kampen mod Danmark som en gratis en af slagsen. De ser det mere som en chance for at tanke værdifuld erfaring til de unge spillere, end de ser det som en reel mulighed for at slå danskerne, som de har stor respekt for. Det stinker ikke ligefrem af stor selvtillid, vel?

3: Gudmundur Gudmundssons stædighed holdt Mikkel Hansen på bænken i anden halvleg, og selvom det kostede mod Sverige, så betyder det også, at den danske superstjerne ikke er - synderligt - mærket fysisk, når kampen fløjtes i gang mod Tyskland. Og en toptunet Mikkel Hansen mod Tyskland? Det kan blive altafgørende.

4: Michael Damgaard viste igen mod Sverige, at han er er brandvarm i angrebet, og fortsætter han det mod Tyskland, så har Danmark så mange offensive tangenter at spille på, at det tyske forsvar kommer til at mangle midler til at holde danskerne fra fadet.

5: Skulle der have været bare en halv procents undervurdering af Sverige inden tirsdagens kamp, så har opgøret lært danskerne, at det er der IKKE råd til ved EM. Derfor kommer de med 100 procent fokus, dedikation og vildskab mod Tyskland.

6: Alle hold ved dette EM har haft en dårlig kamp. Danmark var faktisk det sidste hold med lutre sejre, og er stadig det eneste ubesejrede hold ved slutrunden. Og skal vi så ikke bare sige, at den ene dårlige kampe, danskerne har ved denne slutrunde, som altid kommer i løbet af en turnering, var mod Sverige. Således finder de tilbage op på hesten mod Tyskland.

Bonus-chance: Dette er ikke en grund til, at Danmark slår Tyskland. Skulle det utænkelige ske, og danskerne kikser mod Tyskland, så kan Rusland hjælpe håndboldherrerne ved at stjæle point fra Spanien. Og med det svingende niveau, Spanien har vist ved dette EM, er det ikke utænkeligt, at spanierne kan kikse.