Nej, der var ikke tale om en pinagtigt langsom gengivelse.

For KIF Kolding København var det endnu en barsk, grum og deprimerende udgave af den skånselsløse virkelighed, som årets Champions League-sæson har udviklet sig til at blive.

I går blev det til endnu et (stort) nederlag. Endnu en skade. Denne gang blev bøddel-rollen indtaget af turneringens forsvarende mesterhold, FC Barcelona, der vandt med otte mål efter en ellers tæt første halvleg i Brøndby: 36-28. Skaden fik gennemgarvede Lars Jørgensen.

Det var KIFernes ottende nederlag i ni CL-kampe, og holdet ligger stadig absolut sidst i Gruppe B, hvorfra de seks bedste går videre. Og i den sammenhæng blev gårsdagens status lige en tand værre, da Montpellier nærmest samtidig formåede at få et enkelt point mod Pick Szeged.

Kan nås endnu

Dermed er der nu tre point op franskmændene, der sidder på netop den sidste adgangsbillet til ottendedelsfinalerne.

»Vi ved godt, at vi skal ud at finde nogle ekstra point. En af mulighederne var i dag, men nu skal vi gøre det i Vardar, Pick eller i Rhein-Neckar. Så længe chancen er der, skal vi gå efter det,« sagde KIF-bagspilleren Bo Spellerberg efter kampen til DR.

Mod FC Barcelona kostede det ikke mindst, at Lars Jørgensen allerede tidligt i kampen måtte udgå med rygproblemer.

»Lars Jørgensen har jo stået derinde rigtig længe, og han er jo vores stærkeste kort. Man kan hekse i et kvarter, men når det er i 45 minutter, at vi skal gøre det, bliver det svært. Langt hen af vejen var vi egentlig meget godt med, men vi formåede aldrig at få sat prop i forsvaret,« sagde Bo Spellerberg, der sammen med holdkammeraterne kun var bagud 15-16 ved pausen:

KIF har lukket mere end 30 mål ind i otte af de ni Champions League-kampe i denne sæson, der ikke mindst derfor har budt på flere markante nederlag.

»Vi skal være for professionelle og for gode til at tabe med 8-10 mål. Vi skal være bedre til at kontrollere kampen og begrænse nederlaget, selv om modstanderen er FC Barcelona,« sagde stregspilleren Torsten Laen til DR.

Lidt dansk succes var der dog søndag, idet Skjern på udebane vandt 25-24 over Metalurg Skopje fra Makedonien. Dermed er Skjern sikre på at komme i play-off om at komme i Champions Leagues ottendedelsfinaler uanset resultatet i vestjydernes sidste kamp i gruppespillet