Med en monstersejr over BM Aragon sikrede Jesper Nøddesbo og Barcelona sig det spanske mesterskab i håndbold

For fjerde år i træk er FC Barcelona spanske mestre i håndbold.

Med Jesper Nøddesbo på holdet sejrede Barca sikkert 48-22 på hjemmebane over BM Aragón, og sikrede sig endegyldigt guldet hele fem spillerunder før afslutningen.

Barcelona har været uovervindelige i den spanske håndboldliga, og fredag aften blev det til sejr nummer 25 i lige så mange kampe i ligaen.

Jesper Nøddesbo lagde efterfølgende et billede ud på Twitter med en guldmedalje om halsen i selskab med FC Barcelonas præsident Josep Mario Bartomeu, som også står i spidsen for fodboldklubben.

- Campions!!! Campeones!!! Mestre!! Con el gran jefe. Sammen med chefen. A celebralo. Hasta manaña, skrev Nøddesbo på Twitter og lagde ikke skjul på, at titlen skulle fejres natten lang.

Det bliver nok ikke den sidste titel med Barcelona, som Jesper Nøddesbo skal fejre. I januar forlængede han kontrakten med den spanske storklub frem til 2018.