Mikkel Hansen spillede et fantastisk VM, men ærgrer sig stadig over, at guldet glippede

Selv dem, der har set det mange gange, får stadig en wauw-fornemmelse i kroppen, når Mikkel Hansen bryder reglerne for normal fysiologi og trækker et underhånds-hopskud op i målhjørnet med et svirp i håndleddet.

Det er teknik, talent, og timelang træning, der forløses som en krysantemum-bombe på en sort nattehimmel nytårsaften.Og en af grundene til, at Mikkel Hansen blev topscorer ved VM i herrehåndbold i januar 2011 og efterfølgende fortjent blev udtaget til turneringens All Star-hold som bedste venstre back.

Mikkel Hansen havde også en væsentlig aktiepost i, at VM for Danmark sluttede med sølv efter en drabelig og tæt finale mod de ellers suveræne franskmænd, der først vandt efter omkamp. En tangering af det bedste VM-resultat, dansk herrehåndbold nogensinde har nået.

Men næsten et år efter sidder Mikkel tilbage med blandede følelser om slutrunden i Malmø.

- VM var en god oplevelse, men også sådan lidt bittersød. For det er langt tid siden, man har set Frankrig være så meget på hælene. Så det er lidt ærgerligt, at man ikke kunne tage den finale, siger Mikkel Hansen.

Han mindes dog med glæde den fantastiske opbakning, Danmark fik i alle VM-kampe.

- Det er en oplevelse, man altid vil kunne huske tilbage på med oprejst pande. Men alligevel. Jeg hader utroligt meget at tabe, og den der var ekstra hård. Frankrig har været en magtfaktor i lang tid, og for første gang synes jeg, de var på vej til at smide guldet.Så det var ekstremt ærgerligt, at vi ikke vandt. Næste gang, vi står i den situation, håber jeg, det er os, der er lidt klogere, siger han.

Mikkel Hansen føler sig bekræftet af at blive topscorer og komme på VMs All Starhold. Men han glemmer ikke baggrunden for sin personlige succes.

- Der er en grund til, at man når så langt, at man bliver udtaget til et All Star-team, og det er, at man har et godt hold med spillere, som formår at sætte dig i scene. Så handler det selvfølgelig om at smide bolden i mål og spille andre fri. Men alt i alt handler det om at være mange gode spillere. Det er sjældent, du kommer i finalen, hvis du kun har én god spiller. Jeg mener, det var holdet som helhed, der gjorde det helt fantastisk, siger Mikkel Hansen.

Trods den markante succes, både personligt og for holdet, var Mikkel lige efter VM-finalen ekstremt hårdt ramt og gav udtryk for, at Danmark havde tabt guldet. Og sådan er det stadig for den ambitiøse AG København-spiller.

- Det synes jeg helt sikkert stadig. Man vinder sgu aldrig nogensinde sølv, fastslår verdens bedste venstre back i 2011.

LÆS MERE OM DE NOMINEREDE TIL B.T.s GULD