Venstrefløjen Ann Grete Nørgaard har svært ved at forklare landsholdets store nederlag til Spanien ved EM i håndbold.

Sikke en fuser onsdag aften blev. De danske håndboldkvinder leverede langt hen ad vejen en forfærdelig indsats i gruppefinalen mod Spanien, som de tabte 29-22. Efter kampen var landsholdets Ann Grete Nørgaard også langt fra tilfreds med holdets indsats.

»Vi mangler noget hel basal tænding. Jeg har sjældent set et spansk hold være så presset på ressourcer, men vi formår slet ikke på noget tidspunkt at straffe det i nogle af enderne,« sagde hun til TV2, og leder efter en forklaring på nedsmeltningen:

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, hvad der går galt. Men vi kommer ikke ud, og vi spiller ikke, som vi kan. Jeg ved ikke, om folk overtænker tingene,« lød det fra Ann Grete Nørgaard.

Danmark var faktisk fint med i starten af kampen, men langsomt begyndte de at halse efter spanierne, der i anden halvleg trak helt fra.

»Vi får en fin start på kampen. Vi er med og har rimelig godt styr på tingene. Men så begynder tingene lige så stille at falde fra hinanden. Ingen kommer med vildskab eller energi, og så fortjener man ikke at stå i en semifinale,« siger venstrefløjen, der er skuffet over sammenbruddet i anden halvleg.

»Et er at tabe men at tabe på den her måde, det er så latterligt.«