KØB PLUS!

Ann Grete: Jeg VIL til OL

Det var en flok glade danske håndboldspillere, der mødte pressen efter sejren på 28-24 i OL-kvalifikations-kampen i Aalborg mod Tunesien.

- Nu tror jeg for alvor på, at vi kommer med til De Olympiske Lege, sagde fløjspilleren Ann Grete Nørgaard, der blev kampens topscorer med 11 fuldtræffere.

- Jeg kan ikke forestille mig, at Tunesien spiller sig tilbage i puljen med sejr (lørdag aften, red.) over Rusland. Men gør de det, besejrer vi bare russerne i den sidste kamp på søndag. Jeg er en del af et vinderhold. Og det er jeg glad for, sagde hun.

Venstrehåndsskytten Line Jørgensen blev noteret for tre mål, og hun lagde heller ikke skjul på, at hun var tilfreds med resultatet.

- Vi var lidt nervøse, da kampen gik i gang. I første halvleg havde Tunesien os på krogen, men efter pausen var det os, der var ovenpå, sagde Line Jørgensen.

Før kampene i OL-kvalifikationen var der tvivl om, hvorvidt Camilla Dalby kunne spille. Men hun kom i aktion og scorede en enkelt gang.

- Skaden i tommeltotten er i bedring. Jeg får ingen problemer med at blive klar til OL, sagde hun.

I Dansk Håndbold Forbunds ledelse blev sejren modtaget med glæde.

- Set i et fremadrettet perspektiv var det vigtigt, at vi vandt. Nu tegner alt til, at kvinderne tager med herrerne til OL. Det har jeg det rigtig fint med. Vi får på baggrund af dette lettere ved at skaffe sponsorer. Til nytår står damerne uden hovedsponsor, når aftalen med GF Forsikring udløber. Men jeg er ikke i tvivl om, at det lykkes for os, at få forhandlet en ny og lige så god aftale på plads med et andet firma, sagde generalsekretær Morten Stig Christensen.

Danmark spiller lørdag aften - klokken 20.45 - sin anden af tre kampe i pinsens OL-kvalifikation. Den tredje og sidste afvikles søndag aften mod Rusland.

Læs også: