Anja Andersen ser med optimisme på Danmarks vinderchancer i aftenens VM-semifinale mod Brasilien.

Klokken 20.45 fredag aften går det løs. Så er der dømt håndbold-samba i Kombank Arena i Serbiens hovedstad Beograd, når Danmark og Brasilien tørner sammen i VM-semifinalen.

Den tidligere landsholdsstjerne Anja Andersen ser optimistisk på de danske chancer.

- Alt taler for, at Danmark kommer i VM-finalen.

Hun har ikke glemt, at Brasilien i det indledende gruppespil besejrede Danmark 23-18.

- Mens Brasilien spillede godt i den kamp, var Danmark et langt stykke under sit sædvanlige niveau. Det bliver en helt anden kamp i aften, siger hun og tilføjer:

- Brasilien var ude i en lang og udmarvende kvartfinale (mod Ungarn, red.). De har en smallere trup end Danmark, og spillerne vil derfor være fysisk mærkede. Det er de danske spillere ikke. Jeg synes, at Jan Pytlick har været god til at få alle i spil. Det betyder, at man stadig har masser af fysiske ressourcer i overskud.

Anja Andersen fokuserer også på, at Brasilien før VM sagde, at målsætningen for VM-deltagelsen var kvalifikation til semifinalen.

- Nu har de indfriet forventningerne. Det kan betyde, at spillerne slapper en smule af, og det skal Danmark naturligvis forsøge at udnytte, siger Anja Andersen, der synes, at det danske holds formkurve har været støt stigende under VM.

- Spillet er blevet bedre og bedre. I kvartfinalen var det dygtig gjort af Pytlick, at man indimellem dækkede op med et aggressivt 5/1-forsvar. Det skaktræk overraskede tyskerne, siger Anja Andersen.

I den anden semifinale mødes Serbien og Polen.

- Det overrasker mig, at Norge allerede er slået ud. Ingen havde heller ikke troet, at Serbien og Polen ville nå så langt. Men for turneringen er det godt, at Serbien stadig er med. Stemningen i weekendens afgørende kampe vil blive fantastisk. Jeg er sikker på, at der nu bliver fuldt hus i hallen, siger Anja Andersen.