Det var en klar og ærlig besked fra nevøerne, der fik Anja Andersen til at se nærmere på sit liv.

Det fortæller håndboldikonet i et interview med DR Sporten.

Her fortæller hun om, hvordan hun i dag har andre værdier – som menneske og som træner – frem for tidligere, da hun var drevet af resultater, sejre og konkurrence.

»På et tidspunkt stod jeg med et mislykket parforhold, hvor jeg kunne se, at der var nogle mønstre, der gik igen. Jeg kunne mærke, at nu var tiden inde til at gøre op med de mønstre,« lyder det fra Anja Andersen til DR Sporten:

»Eksempelvis sagde mine nevøer, at de meget bedre kunne lide mormor. Det gjorde de, fordi mormor gav sig mere tid til dem, og jeg forstod, at det, de fortalte mig, var, at jeg var fraværende, at jeg arbejdede for meget, og at jeg ikke havde formået at finde en balance mellem arbejde, fritid og familie.«

De ord var begyndelsen på den rejse, som har bragt Anja Andersen frem til den tilgang, hun i dag har til sport og familie.

Og hun besluttede sig for, at der måtte være mere i livet ’end bare at skulle have et større hus og bil’.

Hun fortryder i dag ikke sin kompromisløse jagt på resultater som spiller og træner, der gav store triumfer, fastslår hun i interviewet med DR.

Men hun mener, at hun i dag er den bedste udgave af Anja Andersen. Og at det er ’en gave’, hun skal dele med andre. For at gøre andre bedre.

Det samme fortalte Anja Andersen for nylig til BT, da hun for første gang luftede sine tanker om at vende tilbage til håndboldsporten – og gerne i et job som landstræner.

I BT sagde hun:

»Den ledelsesstil, jeg havde før, skabte angst, fordi jeg troede, jeg kunne kontrollere det hele. Den anden stil her skaber begejstring, glæde og spillere, der tør åbne for deres fulde potentiale, fordi de får rammerne til det,« sagde Anja Andersen.

Dengang lød det også:

»Det er en anden udgave af Anja. Jeg har arbejdet meget med mig selv de seneste syv år for også at skabe de gode rammer for andre, så de får de bedste betingelser for at opfylde det, de selv vil, og ikke det, jeg vil have, de skal gøre. Det handler om spillerne og ikke mig,« sagde altså Anja Andersen.

Alt sammen begyndte med en bemærkning fra hendes nevøer.