Så er Anja Andersen ankommet til Serbien.

Et par timer før Danmarks første VM-kamp - med en dags forsinkelse på grund af uvejret i Danmark - dukkede den tidligere landsholdsspiller og træner i Slagelse DT op i Nis. Således er hun de næste 14 dage ansat til at kommentere slutrundens begivenheder for TV2s seere.

- Godkendt dansk indsats mod Kina, siger Anja Andersen og tilføjer:

- Men modstanden var ikke prangende. Nu gælder det Japan. Jeg har bemærket, at Jan Pytlick og spillerne mener, at det bliver en svær kamp. Umiddelbart vurderet bør Japan vel ikke give os problemer? Men hvis man på forhånd mener, at de opstår, så gør de det nok også.  

Danmark mødte senest Japan i ottendedelsfinalen ved VM for to år siden i Brasilien. Her var de storfavoritter, men måtte ud i tillægstid før sejren på 22-21 var i hus.