Anja Andersen spillede 133 kampe på kvindelandsholdet. Nu er hun tilbage i nationalmandskabets kulisse - som TV-kommentator

Hun har ikke haft noget med landsholdet at gøre siden hun i 1999 spillede sin 133. og sidste kamp på nationalmandskabet.

Men nu er Anja Andersen tilbage. I kulissen. Som TV-kommentator.

Da kvindelandsholdet forud aftenens EM-åbningskamp mod Sverige holdt pressemøde på spillerhotellet i den serbiske by Nis, fulgte hun spændt med fra tilhørerpladserne, og spidsede øren, da landstræner Jan Pytlick sagde, at den proces man netop har igangsat, er vigtigere end de resultater, man leverer.

- Jeg synes, det er en sund indstilling, at gå ind til EM med. Der kommer andre og vigtigere turneringer end denne. Men når det er sagt, synes jeg, at der er grund til at være optimist, sagde Anja Andersen til Sporten.dk's udsendte og tilføjede:

- Danmark råder over et spændende hold, hvor gennemsnitsalderen i forhold til OL er røget væsentlig ned (fra 27 til 24 år, red.). Mange af spillerne er sultne, fordi de aldrig tidligere har deltaget i så vigtig en turnering. Det faktum er jeg overbevist om, at holdet udnytter positivt. Adskillige eksperter vurderer, at Norges nykårede olympiske mestre er guldfavoritter. Men deres hold trænger efterhånden til en gevaldig åreladning. For mig at se kan Danmark gå hele vejen. Medalje er bestemt en mulighed.

43-årige Anja Andersen vil ikke afvise, at man engang i fremtiden igen kommer til at se hende i en rolle i håndboldverdenen.

- Det er umuligt at spå om fremtiden. Lige nu trives jeg som uddannelsesleder (i Lasse Zalls Stifinder-projekt, red.). Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ofte modtager tilbud om spændende trænerjobs, sagde Anja Andersen.

På pressemødet kunne Jan Pytlick fortælle, at han mod Sverige har alle spillere til rådighed.

- Der har været tvivl om Louise Burgaard efter hun slog sit ene knæ (mod Norge ved Møbelringen Golden League for halvanden uge siden, red.). Men i weekenden trænede hun hjemme i Tvis. Så ingen problemer her, sagde Jan Pytlick, der ved tidligere slutrunder både har beklaget sig over hotel- og hal-standard.

- Men her i Serbien har alt indtil videre vist sig at fungere optimalt. Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med de andre. Jeg synes, vi har et spændende hold. Målet hernede er, at spillerne udvikler sig, så vi ved VM på hjemmebane (i 2015, red.) kan spille med om guldet igen, sagde Jan Pytlick, der ved EM stiller med Line Jørgensen som ny anfører.

- Det er en rolle, jeg vil gøre mit bedste for at udfylde. Efter OL var jeg tæt på at kvitte landsholdet. Men i løbet af efteråret er lysten kommet tilbage. Planen er at jeg som minimum er med frem til næste OL (i Rio 2016, red.), sagde Line Jørgensen.

Ved EM er Danmark foruden Sverige også i indledende pulje med Frankrig og Makedonien. De tre hold med flest point, kvalificerer sig til mellemrunden, der spilles i næste uge. Søndag 16. december er der finale i Beograd.