Der er lagt op til topbrag, når Viborg HK i morgen møder Randers HK, og Martin Albertsen tror, at det bliver marginalerne, som kommer til at afgøre kampen imellem to hold, som har udviklet sig meget siden deres sidste måde.

To hold, som har brugt store ressourcer på Champions League, mødes i morgen til topbrag i Dameligaen. Begge hold vil have oprejsning fra Champions League-kampene i weekenden og forsøge at holde trit med topholdet FC Midtjylland, som tidligere i dag slog Slagelse FH.

 

Opgøret har potentiale til at blive intens – det mener Viborg HK’s cheftræner Martin Albertsen.

 

- Det er et ægte topbrag mellem to hold, som har haft problemer i Champions League, og det bliver derfor en kamp mellem to hold, som har brugt store ressourcer. Derudover tror jeg, at kampen har potentiale til at blive meget fysisk, hvis dommerne tillader det. Vi kan alle håbe, at den i hvert fald går hen og bliver seværdig, siger cheftræner Martin Albertsen til HBOLD.dk.

 

50-50

De to hold har krydset klinger igennem de sidste mange sæsoner, hvor det har været svært at spå en vinder. I de sidste seks kampe har de vundet tre hver. Sidste gang, at de to hold mødte hinanden, var tidligere på sæsonen ved Super Cup, hvor Randers HK vandt overbevisende med cifrene 29-24. Siden da har holdene dog udviklet sig meget.

 

- Vi er blevet et bedre hold. Ved sidste møde var vi meget ramt af skader og følgerne af deltagelsen ved OL. Det tager tid at komme på 100 procent, og vi er der ikke endnu, men vi er tættere på. Det er Randers også.

 

- Det er en kamp, som kan gå begge veje. Det er sådan en 50-50. Det er to meget jævnbyrdige hold og for at kunne vinde, så skal vi spille op til vores bedste og have marginalerne med på vores side. For det er to hold, som kender hinanden rigtig godt. Vi kender hinandens startopstillinger og taktikker, og det afgørende for kampen bliver derfor, hvordan de i næste rækken klarer sig.

 

Skader får indflydelse på kampen

Et stort spørgsmål til alle kampe er skader, og til topkampen i morgen mangler Viborg HK Amanda Kurtovic, Marit Malm Frafjord og Mouna Chebbah, og det mener Viborg HK's cheftræner får en stor betydning for kampen.

 

- Det er tre landsholdsspillere, der selvfølgelig er gode spillere, og det får en stor betydning for kampen, at vi mangler dem. Mouna Chebbah er lige blevet skadet, og det er virkelig ærgerligt. De to norske spilleres præstationer med landsholdet ved VM og OL viser også, hvilken kvalitet som vi går glip af.

 

Kampen spilles i morgen onsdag den syvende november i Viborg Stadionhal kl. 18:30 og vises på TV2 Sport. Du kan også følge HBOLD.dk efter kampen for reaktioner.