OL-turneringens topscorer var en af profilerne i AG København. Men han bliver ikke en del af KIF København.

Der skete lidt af hvert, mens svenske Niclas Ekberg spillede sig til en sølvmedalje og en topscorer-titel ved OL i London. Den svenske fløjspiller mistede sit arbejde og så sin klub gå op i røg.

Fredag aften kunne Ekberg så se tre tidligere holdkammerater skabe en ny klub ovenpå resterne af AG København, da KIF København blev født som lidt af en overraskelse for den svenske verdensklassespiller.

- Jeg havde slet ikke set det komme,og jeg har intet fået at vide om det. Måske er det fordi, jeg har været så optaget af OL, siger Niclas Ekberg til sporten.dk.

Mens Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Joachim Boldsen som initiativtagere nu bliver en del af KIF København, tyder alt på at resten at det hedengangne AG København splittes for alle vinde. Mads Mensah fortsætter i Aalborg, Henrik Toft i BSV, og heller ikke Ekberg, der var AGKs slutspils-topscorer, bliver en del af den nye klub.

- Jeg er ikke blevet spurgt personligt, og jeg tror heller ikke, min agent har hørt noget. Jeg er åben for alt, men der har ikke været kontakt med KIF København, så det virker meget langt væk, siger svenskeren, der er blevet sat i forbindelse med den tyske storklub THW Kiel.

Han er nu flyttet fra København og hjem til forældrene i Sverige, hvorfra han betragter den nye danske håndboldgigant, der så dagens lys på rekordtid.

- Det er et spændende projekt. Lidt ligesom AGK var det. Men der er lidt flere om at styre det hele. Det kan blive interessant, tror fløjspilleren, der har svært ved at vurdere holdbarheden i projektet.

- Det er helt umuligt at sige, slutter Ekberg, der nu synes tabt for den danske liga.