AGK trods kritik: Vil i Parken igen

Direktør Søren Colding åbner for flere kampe i nationalarenaen - i et mere intimt setup

Da AG København lørdag vandt det danske mesterskab over Bjerringbro-Silkeborg foran imponerende 36.651 tilskuere i Parken, var stort set alle enige om, at verdensrekord-arrangementet som helhed var et forrygende show.

Efterfølgende oplevede man dog også reaktioner, der gik på, at en del af de mange tilskuere havde svært ved at se, hvad der foregik på banen under selve kampen i den i håndboldsammenhæng enorme arena.

Ligesom AG Københavns egen spiller, Lars Jørgensen, gav udtryk for, at de meget anderledes forhold fik de to finalemandskaber til at spille under vanligt niveau.

- Det var tydeligt at se, at begge hold var præget af de meget anderledes omgivelser. Der kører jo ikke for nogen af os, sagde Lars Jørgensen til sporten.dk.

AG Københavns direktør Søren Colding er dog klar til at bruge Parken som hjemmebane igen. Også i den kommende sæson, selv om det ligger fast, at Brøndby Hallen bliver de danske mestres officielle hjemmebane i 2011/12-sæsonen.

- Parken kan sagtens komme på tale som hjemmebane for AGK igen. Det siger jeg også med tanke på det fantastiske samarbejde, vi har haft med folkene i Parken, der virkelig har knoklet for at få det her op at stå. De har vist, at meget kan lade sig gøre - også med korte tidsfrister, siger Søren Colding og åbner for at bruge Parken lidt anderledes end i lørdags.

- Nu har vi jo verdensrekorden, og den står forhåbentlig lidt endnu. Så det kan være, at vi bruger en lidt mindre opstilling med 22.000 tilskuere, hvor du kun udnytter halvdelen af Parken, siger Søren Colding og bekræfter, at det vil give publikum en mere intim oplevelse af håndboldkampen.

- Opstillingen skal bruges, når Kessler skal bokse i Parken (4. juni, red.), og dér skal vi ind og lure lidt på, hvordan de gør. Så det er helt sikkert en mulighed. Vi har i hvert fald fået blod på tanden, siger han.

SE BILLEDERNE FRA DEN STORE DM-FINALE I PARKEN

Læs også: