Gudmundur Gudmundsson var torsdag morgen en afklaret mand, da landstræneren mødte pressen ovenpå det bitre kvartfinalenederlag til Spanien. Men Danmarks islandske træner lagde ikke skjul på, at han stadig ærgrede sig over nederlaget og det afgørende mål, som Joan Canellas fik lov til at score med få sekunder tilbage.

»Vi skulle have tacklet ham med alt, hvad vi havde. Det er synd, at vi ikke får stoppet ham. Vi skulle have gået offensivt frem og have tacklet ham,« fastslog Gudmundsson.

Direkte adspurgt bekræftede han også, at han ville have accepteret, hvis en sidste øjebliks vanvidstackling på den målfarlige spanier havde kostet et rødt kort.

»Ja, det ville jeg. Det var noget, som vi skulle have gjort. Men det gjorde vi ikke,« konstaterede Gudmundsson.

Han roste dog sit hold for en godkendt indsats mod et stærkt hold.

»Der var mange gode ting. Jeg var specielt tilfreds med angrebet i 2. halvleg. Og jeg må rose forsvaret, som kæmper godt. Spanierne får kun scoret 11 mål mod os i 1. halvleg og 14 i 2. halvleg. Vi fører med et mål med fire minutter tilbage, men det er marginaler, der gør forskellen«

»Det er synd, og det er hårdt. Vi må lære af denne kamp, men den må ikke kvæle os. Nu er vi i en anden fase, og alle kampe får stor betydning for vores OL-kvalifikation. Vi begynder mod Slovenien, og vi vil give alt for at vinde den,« fastslog Gudmundsson.