Aalborgs håndboldherrer sikrede sig sent lørdag eftermiddag en vital Champions League-sejr på udebane over ukrainske Motor Zaporozhye. 28-25-sejren, der kom i hus efter en helstøbt holdpræstation, bringer danskerne på sikker avancementskurs i gruppe D.  

Det var ellers indledningsvist op ad bakke i Kiev for de danske vicemestre, der hurtigt kom bagud 2-7. Men det virkede som om, at de skudstærke men særdeles tunge tunge Zaporozhye-spillere havde overvurderet deres energiniveau. For efter den flotte start gik det hurtigt galt for hjemmeholdet, og ved pausen havde nordjyderne indhentet ukrainerne. 13-13.

I anden halvleg fortsatte værterne med at halse efter aalborgenserne, der med imponerende forsvarsspil samt en dygtig målmand i Søren Westphal trak den sidste luft ud af sine modstandere.

Der var i de sidste 30 minutter reelt ikke tvivl om udfaldet, og det endte med en overbevisende tremålssejr til danskerne.

Med sejren er Aalborg noteret for fem point efter de første fire Champions League-gruppekampe, og holdet ligger dermed på en foreløbig andenplads i gruppe D.