Alingsås-målmanden Mikael Aggefors afløser i næste sæson landsmanden Andreas Palicka i den nordjyske klub.

Aalborg: Aalborg Håndbold har tilsyneladende en forkærlighed for svenske målmænd.

Den ene svensker afløser nemlig den anden, når Aalborg i næste sæson bytter ud på målmandsposten.

Fredag har den nordjyske klub indgået en toårig aftale med 31-årige Mikael Aggefors, der skifter til Aalborg fra Alingsås i hjemlandet.

- Mikael Aggefors har i mange sæsoner været blandt de bedste og mest stabile målmænd i den svenske liga og har med sine 31 år en perfekt alder for en målmand, siger Aalborg-direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.

Svenskeren bliver en del af klubbens målmandsduo, der også består af Søren Westphal.

- Han er en anden type i målet end Søren Westphal, og derfor er de to et godt match for os til næste sæson, vurderer Jan Larsen.

Mikael Aggefors erstatter landsmanden Andreas Palicka, der til sommer skifter til Rhein-Neckar Löwen.

/ritzau/